Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: Nu begynder det internationale eventyr
11. september 2020

DELO EHF Champions League: Nu begynder det internationale eventyr

Lørdag eftermiddag går det løs, når Odense Håndbold tager imod de tyske mestre fra BV Borussia 09 Dortmund i den første kamp i DELO EHF Champions League.

Der skal endelig være international tophåndbold i Sydbank Arena igen, når Odense Håndbold skal spille det første opgør i DELO EHF Champions League i denne sæson. Lørdag kl. 16.00 tager de orange imod de tyske mestre fra BV Borussia 09 Dortmund.

Den tyske Bundesliga sluttede – ligesom som den danske - tidligere end sædvanligt, da COVID-19 gjorde sit indtog i Europa. BV Borussia 09 Dortmund sluttede sæsonen på første­pladsen efter kun at have tabt en enkelt kamp i hele sæsonen.

Det tyske mesterhold har op til den nye sæsonstart haft træningslejr i Danmark, hvor de spillede træningskampe mod tre danske ligahold – heriblandt også Odense Håndbold. De to hold havde et tæt opgør, men det var BV Borussia 09 Dortmund, der løb med sejren på 22-21.

På det tyske holdkort finder man blandt andet den hollandske landsholdsspiller Kelly Dulfer, som tidligere har spillet i den danske liga for København Håndbold. Hos BV Borussia 09 Dortmund kan man også finde Tess Westers landsholdskollega, Rinka Duijndam, der også står på mål for det hollandske landshold.

Om at deltage i den prestigefyldte turnering fortæller cheftræner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely: ”Vi glæder os helt vildt til endelig at skulle spille Champions League, og vi er glade for, at det bliver gennemført på trods af COVID-19-udfordringerne. Det er jo en tur­nering, hvor vi skal op imod de bedste hold i verden, og vi kommer under et stort pres. Det glæder vi os til. Det er altid spændende at blive testet mod de bedste.”

Ulrik Kir­kely fortsætter: ”Vi ved, at Dortmund er dygtige og har mange hollandske landsholdsspil­lere. De er samtidig et godt miks af unge og gamle spillere, så jeg forventer en svær og lige kamp.”

Grundet COVID-19 er det ikke muligt at købe billetter til kampen. Opgøret kan dog ses på TV3 Sport, Viaplay og på EHFTV.

EHFTV