Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: Første europæiske nederlag
10. oktober 2020

DELO EHF Champions League: Første europæiske nederlag

Lørdag stod den på kamp i DELO EHF Champions League. Odense Håndbold mødte det stjernespækkede Györi Audi ETO KC, og havde inden opgøret makspoint i gruppe B. De orange måtte dog efter 60 minutters spil erkende sit første nederlag i turneringen i denne sæson til de mangedobbelte Champions League-mestre fra Ungarn.

I en velbesøgt Audi Arena mødte Odense Håndbold lørdag aften det ungarske storhold Györi Audi ETO KC.

Ungarerne blev de første på måltavlen og fik skabt et lille hul efter fire minutters spil, hvor Anita Görbicz gjorde det til 3-1 på straffe. Györi Audi ETO KC tacklede godt af på de orange, som i de første minutter havde svært ved at komme til chancer. Tess Wester holdt dog Odense Håndbold inde i kampen med gode redninger, og efter to hurtige scoringer af Jessica Quintino udlignede de orange til 3-3 efter otte minutters spil.  

Selvom Györi Audi ETO KC kort efter igen fik skabt et lille hul ved stillingen 6-4, formåede Odense Håndbold at holde fast i hjemmeholdet de efterfølgende minutter. Silje Solberg i det ungarske mål bød dog også ind med fine redninger, hvilket forhindrede de orange i at komme helt tæt på. Halvvejs i halvlegen fik Györi Audi ETO KC udbygget føringen en anelse til 8-5, men Odense Håndbold svarede igen, og efter 22 minutter var stillingen 10-8.

Mod slutningen af første halvleg mistede de orange dog fokus i angrebet. Györi Audi ETO KC var hurtige i den anden ende og øgede til 15-10 og 16-10. Halvlegens sidste mål blev sat ind af Lois Abbingh, der reducerede på straffe til 16-11, inden holdene gik i omklædningsrummet.

Ligesom den første startede anden halvleg med en scoring til Györi Audi ETO KC. Ungarerne spillede sig også på 18-11, inden Nycke Groot svarede igen med en god finte i den anden ende og gjorde det til 18-12. Kort efter gjorde Lois Abbingh det også til 18-13, og Odense Håndbold havde også mulighed for at reducere yderligere, men det blev i stedet til en brændt chance og et hurtigt mål i den anden ende til Györi Audi ETO KC. Ti minutter inde i halvlegen var stillingen 23-18 til hjemmeholdet, som med gode angrebsåbninger og hurtige fødder viste storspil.

Femmålsføringen til ungarerne var intakt efter 45 minutters spil, og de orange kom aldrig tæt på hjemmeholdet i anden halvleg. Spændingen udeblev, og Györi Audi ETO KC hev dermed sejren stille og roligt i land. Kampen endte 32-25 til ungarerne, som altså blev det første hold til at slå de orange i denne sæsons udgave af DELO EHF Champions League.