Søndag havde Odense Håndbold taget turen over bæltet, hvor Nykøbing F. Håndboldklub ventede i Næstved, og hvor to vigtige point var på spil.
De første minutter af kampen var tætte, og holdene skiftedes til at bytte mål. Starten af kampen var også præget af fejl og skud forbi mål fra begge hold, inden det lykkedes Odense Håndbold at slå et lille hul ved stillingen 3-6. Dione Housheer leverede flere fine scoringer, og tremålsføringen holdt stort set hele halvlegen. Kun i det døende minutter mod pausefløjtet fik Nykøbing F. Håndboldklub reduceret, og de to hold gik dermed i omklædningsrummene ved stillingen 10-12 til Odense Håndbold.
Anden halvleg startede også med fejl. Begge målvogtere – både Althea Reinhardt og Cecilie Greve - bød ind med flotte redninger, og hjemmeholdet fik kæmpet sig tilbage i opgøret. Efter 38 minutter stod der 14-15 til de orange. Odense Håndbold bevarede dog koncentrationen og fastholdt føringen. 43 minutter inde i opgøret fik Helena Elver comeback efter en lang skadesperiode. Hun blev klappet på banen af fans fra både Nykøbing og Odense og fik ca. 10 minutters spilletid på venstre fløj. Derfra stod der 19-22 til de orange, og de sidste minutter blev ligesom resten af kampen præget af fejl. Odense Håndbold sikrede dog sejren og vandt opgøret 23-19.
Næste kamp spilles allerede den 30. november, hvor HH Elite gæster Sydbank Arena. Du kan købe billetter til kampen her.