Der er fuld fart på slutspillet. Tirsdag brager etteren og toeren i pulje 1 sammen, når Odense Håndbold møder Viborg HK.
Viborg HK har indtil nu haft et nederlag og en sejr i slutspillet. I det første slutspilsopgør måtte viborgenserne sande et nederlag til et velspillende Nykøbing-hold. Viborg HK fik oprejsning mod København Håndbold, som blev besejret med cifrene 37-25.
Odense Håndbold har fået en optimal start på slutspillet med to sejre over henholdsvis København Håndbold og Nykøbing F. Håndboldklub. Sidstnævnte var seneste modstander, og i dette opgør viste de orange ingen nåde. Nykøbing F. Håndboldklub blev slået med de overbevisende cifre 38-21.
Profiler hos Viborg HK er Line Haugsted, Kristina Jørgensen og Lærke Nolsøe, der alle netop er udtaget til landsholdet, og som altså skal spille EM-kval for Danmark mod Østrig og Færøerne. Viborg HK råder også Anna Kristensen og den tidligere Odense Håndbold-spiller Sara Hald. Der venter altså hård modstand, når tirsdagens opgør fløjtes i gang.
Og det gør det kl. 20.00 i VIBOCOLD Arena. Du kan se med på TV 2 Sport.
Odense Håndbold er godt forberedt og har Orange Power med på lægterne. Forhåbentlig kan de to sejre i slutspillet blive til tre, når kampen fløjtes af.