Tre hjemmekampe på syv dage, indtil videre med to sejre og en uafgjort i bagagen. I aften skal vi forsøge at gøre rent bord ved at tage den tredje sejr på stribe. Vi møder ligaens bedste udehold Viborg HK, der kommer med god selvtillid efter at have hentet 7 point i 5 kampe.
Jakob Vestergaards tropper ligger lunt i svinget. Holdet fra det midtjyske har 6 point ned til niende pladsen, og med ganske få pointtab til holdene under top-8 (kun 2 point), så ser en slutspilplads fornuftig ud. Viborg har sæsonen igennem bøvlet lidt med at lave mål. I gennemsnit scorer Viborg 26 mål pr. kamp, og de er meget afhængige af en velfungerende kontrafase, hvor topscorer Emilie Hovden er skarp, med 75 mål for sæsonen.
Det er et Viborg-hold som spiller forholdsvis smalt. Ligesom kontrafasen, er de meget afhængige af at profilerne leverer. Melissa Petrén har i denne sæson været et vigtigt aktiv for Viborg HK. Den 27-årige svenske bagspiller driver Viborgs offensiv, og sørger hele tiden for at holde trykket, samtidig med hun selv er en trussel fra distancen. Når man nævner Viborg HK, må man heller aldrig glemme talentfulde Anna Kristensen i målet. Selvom hun blot er 22 år, så kan hun gøre livet svært for de fleste, med en god kamp.
13 kampe uden nederlag taler sit tydelige sprog. Men hvad er hemmeligheden bag stabiliteten? Vi har taget en snak med fløj-profil Freja Cohrt om ovenstående, samt hvordan hun er kommet tilbage fra sin skade.
”Jeg tror det er en blanding. Vi har de seneste sæsoner kunne bygge videre på en kontinuitet, hvor sammenspillet og relationerne hele tiden bliver stærkere. Og så er der ingen tvivl om at vi har et fantastisk fundament i vores defensiv. Vi har fundet en balance mellem vores basis forsvar og krydret det med at være skarpe til at rette til i løbet af kampene.”
”Jeg er jo lige kommet tilbage og har kun lige spillet få minutter. Og selvom det er fantastisk at være tilbage, er der stadig et stykke vej endnu. Jeg skal trænes og spilles i håndboldform igen og så glæder jeg mig til at kunne bidrage til holdet på banen.”
Har du ikke allerede sikret dig billet, så kan du gøre det her!
//Odense Håndbold