ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Nytårsbrag for tomme tribuner
01. januar 2022

Optakt: Nytårsbrag for tomme tribuner

Efter rådhusklokkerne har ringet det nye år ind, nytårsraketterne har lyst himlen op og 1. januar er overstået, så åbner Odense Håndbold anden halvdel af sæsonen hjemme mod Silkeborg-Voel søndag eftermiddag.

Af Mads Haugaard

Der har ikke været kampe i Sydbank Arena siden den 17. november, men nu skal der igen smøres harpiks på håndfladerne, Freja Cohrt skal vælge kampbolden, og Bambusa Kvindeligaen ruller videre igen efter VM-pausen. 

Eller pause er måske så meget sagt, da 10 Odense-spillere har været afsted til VM i Spanien, mens de resterende spillere har været en tur på Lanzarote. Hele fire VM-medaljer er der kommet med hjem til Fyn, da Maren Aardahl med Norge spillede sig frem til VM-guld, mens Mie Højlund, Althea Reinhardt og Rikke Iversen alle kom hjem med en flot dansk bronze-medalje. 

Odense-truppen er nu tilbage på det fynske halgulv, og med de nye VM-medaljer i hus er selvtilliden endnu større, end den var i forvejen. Det er næppe gået nogens næse forbi, at de orange har formået at få maksimumpoint i de første 13 kampe, hvorfor Odense Håndbold også topper tabellen med fire point ned til Viborg HK på andenpladsen.

Lørdag venter Silkeborg-Voel, der spillede et fornuftigt og tilfredsstillende efterår, og midtjyderne står noteret for 13 point i lige så mange kampe, hvilket bringer dem op på sjettepladsen. Modsat de orange så har Silkeborg-Voel-træner, Jakob Andreasen, haft alle sine spillere til rådighed i løbet af december måned, men Andreasen har dog måtte se Natasja Andreasen gå ud med en knæskade, der holder hende ude resten af sæsonen.

I Odense-lejren må Ulrik Kirkely undvære Mia Rej, som løb ind i en grim ledbåndsskade under VM-slutrunden, men Rej er allerede i gang med genoptræningen. Med fraværet af Rej har Odense Håndbold reageret hurtigt, og de orange kan søndag løber en ny orange spiller på banen for første gang. Det drejer sig om den hollandske bagspiller Larissa Nusser, der er kommet til Odense fra København Håndbold, hvor Nusseer har spillet de seneste 3.5 år. 

Desværre får Nusseer og resten af det orange mandskab ikke mulighed for at møde det ellers trofaste orange publikum, da kampen i Sydbank Arena spilles uden tilskuere grundet den nuværende corona-situation. Det ændrer dog ikke på, at Odense Håndbold går ind til opgøret som favoritter, og de orange trak også det længste strå, da de to mandskaber mødtes i efteråret, hvor det blev til en 31-24-sejr. 

Det er dog altid svært at spå om den første kamp efter en lang pause, som sjældent er synonym med sprudlende håndboldspil. Det ændrer dog ikke på, at Odense Håndbold går ind til foråret, der bliver afgørende, spændende og intenst, fuld af selvtillid og tro på egne evner efter et perfekt grundspil indtil videre. 

Kampen mod Silkeborg-Voel spilles søndag kl. 16.00, og kampen sendes desværre ikke i TV. Til gengæld kan du følge kampen på Tophaandbolds nye app samt læse om kampen på vores hjemmeside umiddelbart efter slutfløjt.  

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app