31. januar 2022

Odense Håndbold skriver kontrakt med Freja Hammer

Odense Håndbold skriver kontrakt med målvogteren Freja Hammer, der hentes ind som tredje målvogter i truppen.

Odense Håndbold har indgået et samarbejde med Freja Hammer. Den danske målvogter indtræder i truppen fra den 1. februar 2022 og har kontrakt frem til den 30. juni 2023. Freja Hammer hentes ind som tredje målvogter og kommer til at indgå i målvogterteamet sammen med Althea Reinhardt og Martina Thörn.

Freja Hammer er 24 år og skifter fra Kristianstad Handboll, som spiller i den bedste række i Sverige. Inden Freja Hammer skiftede til den svenske klub i 2020, var hun en del af 1. divisionsholdet hos Roskilde Håndbold.

Om den nye målvogter fortæller cheftræner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely: ”Freja er en meget arbejdsom og ærgerrig målvogter, som jeg tidligere også har trænet på Oure Skolerne. Hun kommer hertil med gode præstationer for Kristianstad i den svenske liga, og jeg mener, vi har fundet en målvogterkonstellation, som vil supplere hinanden rigtig godt i både træning og kamp.”

Hovedpersonen Freja Hammer fortæller selv: ”Jeg har valgt at fortsætte sæsonen og spille næste sæson hos Odense, fordi jeg synes, det er et rigtig spændende miljø med højt niveau, og jeg tror på, at jeg kan lære en masse og udvikle mig meget. Jeg glæder mig til at falde ind på holdet og lære pigerne at kende, og så glæder jeg mig til at træne håndbold og få en masse nye oplevelser.”

Freja Hammer afslutter: ”Jeg glæder mig også til at lære Odense by at kende og se mere til de af mine kammerater, der bor i byen – både fra min efterskole- og gymnasietid på Oure. Jeg forventer at kunne bidrage med god træningsintensitet og højt humør både på og uden for banen.”

Odense Håndbold præsenterede i starten af januar Mathilde Bengtson som ny målvogter i truppen. Mathilde Bengtson er efter eget ønske lejet ud til DHG, hvor hun kan fokusere på at spille kampe for DHG i 1. division og for U19 Talentcenter Odense Håndbold. Mathilde Bengtson gjorde et flot indhop i truppen og fik fuld spilletid i kampen mod Silkeborg-Voel KFUM den 2. januar. I første halvleg i denne kamp stod den unge målvogter med en redningsprocent på 47%.

Ulrik Kirkely takker Mathilde Bengtson for tiden hos Odense Håndbold: ”Der skal lyde en stor tak til Mathilde fra vores talentcenter, som i starten af januar sprang til og hjalp os i en svær periode. Mathilde har ønsket at spille U19-sæsonen færdig, hvis der var mulighed for det. Det ønske har vi naturligvis imødekommet.”

Del: