11. juli 2022

Odense Håndbold indgår aftale med ungarsk landsholdsprofil

Odense Håndbold indgår aftale med den ungarske landsholdsprofil Noémi Háfra, som dermed bliver en del af truppen i sæsonen 2022-2023.

Odense Håndbold har indgået en aftale med den ungarske storklub Györi Audi ETO KC om den 23-årige venstre back Noémi Háfra. Aftalen løber frem til 30. juni 2023.

Noémi Háfra skiftede i sidste sæson til Győri ETO KC fra Ferencvárosi TC og er en spiller, som på trods af sin unge alder har opnået stor international erfaring og hæder. Hun er blandt andet i både 2019 og 2020 kåret som ”Best young player” i EHF Champions League og er en nøglespiller på det ungarske landshold.

Om den ungarske profil fortæller Ulrik Kirkely: ”Det er med stor glæde, at vi har kunne indgå en aftale med Győri om Noémi Háfra for den kommende sæson. Hun er en meget komplet og moderne spiller, som vil kunne indgå i vores hurtige spil, tilføje ekstra skudkraft, og som med sin fysik og bevægelighed vil kunne tilføje noget ekstra til vores forsvar.”

Ulrik Kirkely fortsætter: ”Noémi er en ung spiller, men har allerede stor erfaring og er på relativ kort tid blevet en vigtig del af det ungarske landshold. Jeg er stolt over, at hun vælger at tage et år i Odense Håndbold og i vores miljø. Desuden har jeg gennem mine samtaler med Noémi fået et rigtig godt indtryk af hende som menneske, og jeg tror hun vil falde hurtigt til i gruppen og i vores kultur.”

Noémi Háfra fortæller selv: ”Den skandinaviske mentalitet passer godt til mig, og jeg glæder mig til at lære mere om den frie og positive indstilling til håndbold, som mange spillere har her. Jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig meget – både taktisk og fysisk – i den danske håndboldkultur.”

Noémi Háfra fortsætter og afslutter: ”Vi spillede mod Odense Håndbold to gange i sidste sæson i Champions League. Odense var en hård modstander, og jeg kunne rigtig godt lide holdets spillestil. Samtaler med Ulrik Kirkely har desuden gjort mig sikker i mit valg omkring at spille i Odense. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater, og jeg glæder mig til at bygge videre på den succes, som holdet havde i sidste sæson. Jeg vil gerne takke både Odense Håndbolds og Györ ETOs ledelse for at give mig denne mulighed.”

Del: