Af Mads Haugaard
Det var alt eller intet for Odense Håndbold, som lørdag eftermiddag tog imod Herning-Ikast Håndbold i den tredje og altafgørende DM-semifinale. De orange var dog uden Larissa Nusser, der i onsdagens semifinale i Ikast desværre blev korsbåndsskadet, men det ændrede ikke på, at lørdagens hjemmehold var klar til at give den fuld gas i en flot kulisse i Sydbank Arena.
Der var tempo på drengen fra kampens første fløjt, hvor der indenfor kampens første minut blev afsluttet hele tre gange med et mål til hver til følge. Gæsterne fra Herning-Ikast virkede i kampens første minutter til at have lidt mere tur i den rent angrebsmæssigt, og Ingvild Bakkerud bragte gæsterne foran 4-2 efter fem minutters håndbold.
Begge mandskaber var ikke bange for at skrue tempoet i vejret, og Dione Housheer reducerede til 6-7 efter ti minutters spil, da hun var sikker fra syvmeterstregen. Selvom Herning-Ikast havde en minimal overhånd, så hang de orange i, og de blev ved med at presse tempoet i vejret, men det blev også hurtigt tydeligt, at det var i forsvaret, at kampen skulle vindes.
Den del af spillet fik Odense Håndbold efter en svær indledning styr på, som første halvleg skred frem, og Dione Housheer bragte de orange foran med 9-8 med en scoring i tomt mål efter en stor redning af Althea Reinhardt. Den første fynske føring siden 1-0.
Herning-Ikast var, modsat kampens første ti minutter, udfordret i deres angrebsspil, hvor midterblokken med Kamilla Larsen, Maren Aardahl og Rikke Iversen gjorde livet surt for midtjyderne med en enorm bevægelighed og aggresivitet.
Mie Højlund bragte også de orange foran med 11-8 efter tyve minutters spil, hvilket fik gæsternes træner, Kasper Christensen, til at tage kampens første timeout efter en orange periode på ti minutter, der blev vundet 5-1.
Det var stolpe ind for de orange, som havde succes i begge ender, mens enhjørningerne fra HIH havde svært ved at finde en regnbue at ride på. De orange red omvendt på en bølge, der ikke havde i sinde et stoppe, og Kelly Vollebregt bragte Odense foran 13-9 efter et millimeter præcist udkast fra Reinhardt.
Odense Håndbold spillede uden en trukket håndbremse, og de gik også til pause foran 16-9 efter tæt på tyve perfekte minutter, mens Herning-Ikast Håndbold kun havde passeret Althea Reinhardt to gange de sidste 18 minutter af første halvleg.
Netop Althea Reinhardt fortsatte efter pausen sit storspil i det orange mål, hvilket også betød, at Odense Håndbold bevarede syvmålsføringen i de første minutter af anden halvleg. Odenses angrebsspil havde masser af flow, fart og en skarphed, som mange hold må misunde, og gæsterne virkede tomme for energi.
Mia Rej satte sig flere gange igennem, og hun bragte også de orange foran med 19-11 fem minutter inde i anden halvleg. Den orange kontramaskine var kommet op i fart, og Herning-Ikast havde ikke en chance for at stoppe den, da Freja Cohrt scorede til 22-11 efter 38 minutters spil.
De orange var i kontrol, og gæsterne var omvendt i store problemer i en tredje semifinalekamp, hvor det virkede til, at Odense ganske enkelt havde mere at skyde med rent energimæssigt. Derudover pillede Althea Reinhardt pynten af gæsterne, når de kom frem til en fri mulighed, og derfor blev det cruisecontrol efter pausen.
Odense Håndbolds fornemmeste opgave i kampens sidste kvarter var at bevare koncentrationen, da sejren på ingen måde var i fare. Maren Aardahl gjorde det sågar til 25-15 efter 46 minutters spil, og så var der ikke mere at komme efter for gæsterne, som dog fik pyntet lidt på resultatet.
Men med tre minutter tilbage, hvor kampen var afgjort vrikkede Rikke Iversen rundt på anklen, og stregkæmpen måtte gå ud de sidste minutter.
Det ændrede dog ikke på, at Odense Håndbold vandt den tredje og afgørende semifinale med en 29-23-sejr, og de orange er dermed klar til DM-finalerne mod Team Esbjerg, hvor den første finale spilles på tirsdag i Sydbank Arena.