03. november 2022

Odense Håndbold ansætter kommerciel chef

Odense Håndbold har i et stærkt kandidatfelt valgt den profil, som skal drive klubbens kommercielle aktiviteter.

Peter Klostergaard bliver ny kommerciel chef i Odense Håndbold og bliver dermed ansvarlig for klubbens kommercielle områder – herunder salg, netværk og udvikling af samme.

Peter Klostergaard har stor erfaring inden for salg og kommer fra en stilling som projektdirektør ved Stark og har tidligere arbejdet i beklædningsbranchen for blandt andet Orloff og Bacher Work Wear som henholdsvis direktør og salgsdirektør. Peter Klostergaard har desuden et bredt netværk i Odense og på Fyn.

Om den nye kommercielle chef fortæller administrerende direktør i Odense Håndbold, Lasse Honoré:

”Vi er meget glade for at kunne byde Peter Klostergaard velkommen i Odense Håndbold, og vi glæder os til samarbejdet. Vi har haft et stærkt kandidatfelt, og processen med at finde en ny kommerciel profil har været grundig og en af mine førsteprioriteter. Peter er en udadvendt relationsskaber med et stort netværk i og omkring Odense, og han kommer med stor salgs- og ledelseserfaring, som gør, at han kan bidrage til den strategiske udvikling af de kommercielle områder i Odense Håndbold. Peter er desuden kreativ og idérig, hvilket jeg også ser som en styrke i forhold til at udvikle vores netværk og vores netværksaktiviteter.”

Peter Klostergaard fortæller selv:

”Mit fantastiske netværk har muliggjort et brancheskift fra Stark og ind i stillingen som kommerciel chef i Odense Håndbold. Odense Håndbolds store ambitioner om at fastholde og udvikle sin internationale position i Champions League og sin status som Danmarks bedste kvindehåndboldhold er en rejse, som jeg måtte være med på. Sammen med ejerkredsen, mine fantastiske kolleger, spillere, frivillige og sponsorer vil jeg fighte og spille sammen med alle aktører for at opnå de høje mål, der er sat.”

Peter Klostergaard fortsætter:

”Det er en spændende udfordring, og jeg ser frem til at blive en del af udviklingen i Odense Håndbold. Jeg glæder mig også til at møde alle omkring Odense Håndbold og lære organisationen bedre at kende, og så glæder jeg mig til at besøge alle de mange sponsorer, der er omkring klubben.”

Peter Klostergaard tiltrådte stillingen som kommerciel chef den 1. november 2022.

Del: