Vi vidste på forhånd at det ville blive to svære kampe mod Györ, og vi fik vist os flot frem i første opgør, hvor gårsdagens opgør i Ungarn blev alt andet end en dans på roser. Györ blev en for stor mundfuld på alle parametrer.
I disse udekampe gælder det om at starte godt. 3-0 efter 1 minut og 40 sekunder fortæller en anden historie, og det bliver desværre også fortællingen om vores 1.halvleg. Vi kommer bedre med og det skyldes blandt andet at Ulrik Kirkeby går over og spiller 7 mod 6, som giver os mere plads offensivt. Vi får spillet den ud til fløjene og Bo Van Wetering pryder en 1.halvleg med 6 scoringer, hvor også Helen Elver kommer fint på ydersiden af Györ-forsvaret. I den anden ende bliver der lukket for mange mål ind. Györ spiller en god omgang håndbold, men en blanding af for mange udvisninger og tekniske fejl gør ondt på os. Vi har det især svært, når vi prøver de nemme løsninger. Her Györ for gode, og deres fremragende kontrafase sikre dem en solid føring ved pausen på 21-14. Vi må også bare konstaterer at 11 tekniske fejl på en halvleg er for meget, hvis man vil videre i EHF Champions League.
Hvis starten på 1.halvleg var dårlig, så er det svært at beskrive starten på 2.halvleg. Vi taber de første 7 minutter med 6-0, og derfra var det ren overlevelse. Vi får aldrig rigtigt samlet os, og særligt de tekniske fejl står i kø. Györ spiller på et højt niveau, måske det bedste set i denne sæson, og særligt krydsspillet+kontrafasen kører de til UG. Sandra Toft laver også et par redninger, og det er ikke noget, der er til vores fordel. Vi får sat en lille smule prop i, og Freja Hammer kommer ind og gør en fin figur i målet. Men hun kan ikke ændre på det faktum, at Györ vinder fortjent med 37-28, og vi er ude af EHF Champions League.
Topscorer for Odense Håndbold blev Bo Van Wetering med 6 kasser!
Det slutter ikke helt som vi havde håbet. Men, igennem hele sæsonen har vi oplevet en fantastisk opbakning på ude- og hjemmebane. Vi slutter med et tilskuergennemsnit i Sydbank Arena på 1.977 tilskuere, og vi er ovenud imponerede af den store opbakning, TAK!
//Odense Håndbold