01. juni 2023

Mark Strandgaard bliver ny assistenttræner i Odense Håndbold…

Den tidligere ligaprofil Mark Strandgaard skal assistere Ole Gustav Gjekstad på bænken, i den kommende sæson- og tre år frem.

Mark Strandgaard har en fortid som professionel håndboldspiller, i blandt andet GOG og Aalborg Håndbold, hvor han både har vundet DM-guld og deltaget i Champions League Final 4. Mark tiltræder 1. juli som ny assistenttræner i Odense Håndbold. Han er allerede en del af gruppen omkring holdet, da han i løbet af sæsonen har arbejdet med holdets fire fløje. Det betyder også at selvom han ikke har haft en fast tilknytning til holdet, så er han et kendt ansigt i truppen.

Sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen, udtaler:

”Jeg er virkelig glad for at kunne koble Mark til truppen på fuld tid. Han har i denne sæson hjulpet lidt til omkring vores fløje og har efterladt et godt indtryk når han har været til truppens træninger. Selvom Mark endnu ikke har den store trænererfaring, så er jeg sikker på at hans ærgerrighed, lyst til udvikling og tilgang til håndbolden via sin fortid på højeste niveau i den danske herreliga kommer til at gavne holdet. Jeg glæder mig meget til at se samspillet mellem ham og Ole, når de sammen skal arbejde videre med vores dygtige trup i Odense Håndbold.”

36-årige Mark Strandgaard kommer til at køre et tæt parløb med Ole Gustav Gjekstad, hvilket er en af de ting han glæder sig til.

“Jeg vil rigtig gerne tilbage til tophåndbold, igen. Nu bød muligheden sig i Odense, og det er en fynsk klub, jeg har bosat mig på Fyn og er fynbo, så det kunne ikke være bedre. Jeg har fulgt holdet lidt på sidelinjen det sidste halve år, og det er et hold- og bliver et hold med et kæmpe potentiale, som jeg glæder mig til at vinde titler med.””Jeg er forholdsvis ny i trænerverdenen. Så at få mulighed for, at arbejde sammen med en mand som blandt andet har vundet Champions League tre gange og et hold der er dobbelt dansk mester, det ser jeg som en fed mulighed og en spændende udfordring.”
Yderligere information kan indhentes hos:

Sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen, tlf. 2927 4494 eller Mark Strandgaard, tlf. 25 38 22 35

//Odense Håndbold

Del: