ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHF Champions League: Vigtig sejr i Slovenien
04. december 2022

EHF Champions League: Vigtig sejr i Slovenien

Søndag sejrede de orange over Krim Mercator Ljubljana. Næste weekend venter returopgøret.

Der var europæisk håndbold på programmet søndag, da Odense Håndbold på udebane mødte Krim Mercator Ljubljana. 

Det var hjemmeholdet, der startede med bolden, og som blev de første på måltavlen. Odense Håndbolds første forsøg var en afbrænder, og Krim Mercator Ljubljana kom på 2-0, inden Maren Aardahl scorede de oranges første mål på straffe. Kort efter udlignede Mie Højlund til 2-2, hvorefter Rikke Iversen bragte de orange foran 2-3. Kampen bølgede frem og tilbage, og der var fejl fra begge hold. Odense Håndbold manglede rytme og energi i angrebet. De orange fejl blev straffet af slovenerne, som fik slået et hul ved stillingen 7-4. Krim Mercator Ljubljanas målvogter tog godt fra, og Odense Håndbold havde svært ved at finde ved til netmaskerne.

Med en udvisning til de orange bragte hjemmeholdet sig yderligere foran. Efter 14 minutter stod der 9-4 til Krim Mercator Ljubljana, hvorefter Ulrik Kirkely tog timeout. Hjemmeholdet øgede til 13-6 efter 22 minutter, men Odense Håndbold gav dog ikke op. De orange tog initiativ og gik i 5-1-forsvar, der brød slovenernes rytme. Odense Håndbold reducerede til 13-10, inden slovenerne igen kom på måltavlen. I halvlegens døende minutter skiftedes holdene til at bytte mål. Ved pausen var stillingen 15-11 til Krim Mercator Ljubljana. 

Odense Håndbold startede anden halvleg med syv mod seks i angrebet. Mie Højlund scorede til 15-12, og kort efter gjorde Bo Van Wetering det til 15-13 på kontra. Krim Mercator Ljubljana holdt fast i føringen i starten af halvlegen og lod ikke de orange glide forbi. Hjemmeholdet havde dog svært ved at finde angrebsløsningerne, og ved stillingen 18-17 tog Krim Mercator Ljubljana timeout. 

Efterfølgende tog Martina Thörn et straffeforsøg, og Mie Højlund udlignede til 18-18. Holdene skiftedes til at bytte mål, og efter 47 minutter var kampen stadig helt lige ved stillingen 21-21. Ulrik Kirkely tog timeout, hvorefter Odense Håndbold bragte sig foran 21-22 og derefter 21-23, inden det så var Krim-bænkens tur til at kalde tropperne sammen. 

De orange buldrede derudaf og øgede føringen yderligere. Dione Housheer og Bo Van Wetering gjorde til det 21-25 og 21-26 med små syv minutter tilbage. Derfra så Odense Håndbold sig ikke tilbage, og de orange hev sejren sikkert i land. Odense Håndbold vandt kampen 29-23. 

I næste weekend venter returopgøret mod slovenerne i Sydbank Arena. Du kan allerede nu sikre dig dine pladser til dette opgør – køb dine billetter her.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app