Det er blot en uge siden, at de to hold sidst stod ansigt til ansigt. Søndag var der returopgør mellem Odense Håndbold og Krim Mercator Ljubljana.
Første halvleg bød på god intensitet fra begge hold, og der blev kæmpet i begge ender af banen. Odense Håndbold fik slået et lille hul ved 4-2, men Krim Mercator Ljubljana svarede hurtigt igen og kom op på siden af de orange. Holdene fulgtes ad og skiftedes til at sende bolden i netmaskerne. Med ti minutter tilbage af halvlegen stod der 9-9 på måltavlen. De orange havde godt styr på kampen og formåede igen at skabe et lille hul ved stillingen 12-10. Odense Håndbold havde godt flow i angrebsspillet og udnyttede slovenernes fejl. De orange øgede dermed til 13-10 og 14-10, og det var også de dem, der gik foran til pausen ved stillingen 15-11.
Første hold på måltavlen i anden halvleg var Krim Mercator Ljubljana. Gæsterne fik reduceret til 15-13, inden Odense Håndbold fik hul på det slovenske mål. Men herefter trak de orange igen fra Krim Mercator Ljubljana og med et kvarter igen stod der 23-18 på måltavlen. Slovenerne havde dog ikke tænkt sig at give op. Intensiteten i kampen fortsatte, og med små ti minutter igen havde Krim Mercator Ljubljana reduceret til 23-21. Krim Mercator Ljubljana havde også mulighed for at komme helt op på siden af de orange, men Odense Håndbold holdt hovedet koldt, og Althea Reinhardt tog godt fra i målet.
De orange tog styringen tilbage og vandt kampen med cifrene 26-22. Dermed kravler Odense Håndbold op på siden af SG BBM Bietigheim, som også har 10 point i gruppe A. Netop SG BBM Bietigheim spiller Odense Håndbold mod i næste weekend, hvor spændingen i EHF Champions League altså fortsætter.