ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHF Champions League: De forsvarende mestre venter på udebane
23. september 2022

EHF Champions League: De forsvarende mestre venter på udebane

En topkamp venter lørdag i EHF Champions League. Odense Håndbold har sat kursen mod Norge, hvor de forsvarende Champions League-mestre, Vipers Kristiansand, venter i tredje runde af den europæiske turnering.

De seneste to sæsoner har Vipers Kristiansand kunne stille sig op på det højeste trin på podiet og løfte Champions League-trofæet. I sæsonen 2020-2021 vandt de norske kvinder over Brest Bretagne Handball i finalen, og i 2021-2022 var det Györi Audi ETO KC, som måtte se sig slået af Vipers-holdet.

Flere profiler forlod Vipers Kristiansand efter sidste sæson - herunder Nora Mørk, Heidi Løke og Isabelle Gullden. Nye, store navne er dog også kommet til klubben. Blandt andre har den svenske landsholdsprofil Jamina Roberts og russiske Anna Vyakhireva tilsluttet sig det norske hold, som også tæller den rutinerede målvogter Katrine Lunde.

Vipers Kristiansand startede Champions League-sæsonen med en sejr på 31-24 over Brest Bretagne Handball, og i anden runde blev det til en sejr på 27-21 over Krim Mercator Ljubljana. Dermed har de norske kvinder fået den bedste start på sæsonen.

Ulrik Kirkely ved, at der venter en svær opgave i Norge: ”En rigtig svær udekamp venter os i Kristiansand mod et Vipers-hold, som er kommet rigtig stærkt fra start i dette års Champions League, og som dermed også står som et af de absolutte tophold i vores gruppe. Det er et hold, som har stor bredde og kvalitet og også stor erfaring med spillere som russiske Vyakhireva og Katrine Lunde i målet.”

Ulrik Kirkely fortsætter: ”Vi har spillet mange tætte kampe mod Vipers de seneste sæsoner, og vi ved, at vi skal til Norge og ramme vores topniveau. Vi skal tage vores bedste perioder med fra de seneste kampe og sætte dem sammen i længere forløb, og så skal vi spille med stor disciplin.”

Lørdagens opgør spilles i Aquarama Kristiansand og fløjtes i gang kl. 18.00. Du kan se kampen på TV3 MAX.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app