ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: To point i Ljubljana
16. januar 2022

DELO EHF Champions League: To point i Ljubljana

Søndag tog Odense Håndbold en sejr og to point, da de slog Krim Mercator Ljubljana i DELO EHF Champions League.

Der var europæisk håndbold på programmet søndag, da Odense Håndbold mødte Krim Mercator Ljubljana i DELO EHF Champions League.

Krim Mercator Ljubljana startede med bolden, men det var Odense Håndbold, der kom først på måltavlen. Der gik dog ikke længe, før Tjaša Stanko udlignede og gjorde det til 1-1. De efterfølgende minutter skiftedes de to hold til at bytte mål, men så trak de orange stille og roligt fra.

Krim Mercator Ljubljana havde svært ved at komme til scoringer, idet Althea Reinhardt tog godt fra i målet. Efter godt ni minutter var de orange foran med to efter en scoring af Mie Højlund. Slovenerne tog en scoringspause på godt seks minutter, inden Allison Pineau fik hul på målet og reducerede til 3-5. Odense Håndbold fik dog hurtigt øget føringen igen og kom også yderligere foran 3-7, inden slovenerne tog timeout.

Det hjalp dog ikke det store. Andrea Lekic brændte i det efterfølgende angreb, Trine Knudsen scorede til 3-8, og Allison Pineau blev ramt af en udvisning. Odense Håndbold øgede også til 3-9, inden Krim Mercator Ljubljana igen kom til mål.

Timålsføringen faldt efter 26 minutters spil, hvor Bo van Wetering gjorde det til 5-15. Det var også ved disse cifre, at de to hold gik til pause efter en flot og godkendt første halvleg for Odense Håndbold, hvor Althea Reinhardt stod med en redningsprocent på 64%.

I anden halvleg var Krim Mercator Ljubljana de første på måltavlen. Efter tre minutters spil havde slovenerne reduceret til 8-15, hvilket med det samme udløste en timeout fra Odense Håndbold. Det blev dog til en afbrændt chance og en teknisk fejl for de orange, og i stedet kunne Krim Mercator Ljubljana gøre det til 9-15. Odense Håndbold blev også ramt af en udvisning, og så gjorde RK Krim Mercator Ljubljana det til 10-15. Der skulle gå næsten otte minutter, før de orange fik scoret i anden halvleg. Dione Housheer gjorde det til 10-16, og kort efter fulgte Bo van Wetering op og gjorde det til 10-17 efter en slovensk fejl.

Krim Mercator Ljubljana fik efterfølgende reduceret til 13-18, men Lois Abbingh sørgede for at holde god afstand til slovenerne, da hun gjorde det til 13-19 på straffe.

Efter nogle rodede minutter for begge hold scorede Odense Håndbold til 13-20 og gjorde det også på 13-21, inden Krim Mercator Ljubljana igen kom på måltavlen. Sejren kom dog aldrig i fare for Odense Håndbold. Kampen endte 19-24, og de orange kunne dermed tage to point med hjem til Danmark.

Næste kamp i DELO EHF Champions League er den 23. januar, hvor storholdet Györi Audi ETO KC venter på udebane.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app