Det er længe siden, der har været europæisk håndbold i Sydbank Arena, men nu er ventetiden heldigvis forbi. Søndag skal Odense Håndbold nemlig i krig i DELO EHF Champions League, når IK Sävehof kommer på besøg i den orange hule.
Inden søndagens kamp ligger Odense Håndbold på en femteplads med 11 point, mens IK Sävehof indtager sjettepladsen i gruppe B med seks point. Sidst de to hold mødtes var tilbage i september sidste år. Her endte det med en sejr på 37-31 til Odense Håndbold i en tempofyldt og målrig kamp.
Når de to hold tørner sammen, bliver det med et gensyn til den tidligere orange spiller Angelica Wallén. IK Sävehof råder også over Jamina Roberts, der gjorde ond på Odense Håndbold i det seneste indbyrdes opgør. Hed smed svenskeren nemlig bolden i kassen 10 gange.
Cheftræner for Odense Håndbold peger også på Jamina Roberts som en af profilerne hos søndagens modstander: ”Der venter også endnu en hjemmekamp i Champions League, som vi glæder os til. Sävehof er et hold, som går lidt under radaren ift. deres kvalitet, og som har givet mange modstandere store udfordringer i Champions League. De har stor kvalitet på individuelle spillere som Jamina Roberts og Nina Koppang, og der er et hold, som altid spiller med stor vilje.”
Ulrik Kirkely afslutter: ”Vi er selv inde i en rigtig god periode, hvor vi de seneste uger har løftet vores angrebsspil. Det har betydet færre tekniske fejl og mere stabilitet. Jeg er meget tilfreds med vores start her i 2022, hvor vi trods mange skader og sygdom har vist, at vi trods udfordringerne hele tiden viser udvikling.”
Der er lagt op til en tæt dyst og et målrigt opgør i Sydbank Arena søndag, når vi fløjter op kl. 16.00.
Har du ikke købt billet til kampen, kan du nå det endnu. Du finder dine billetter her.
Kommer du ikke i hallen, kan du se kampen på TV3 Sport.