Det var en svær opgave, der ventede Odense Håndbold søndag. Det stjernespækkede Györi Audi ETO KC bød de orange op til dans på hjemmebane i Ungarn.
Odense Håndbold startede med bolden, men det blev til en afbrænder på en ellers åben chance i første angreb. Györi Audi ETO KC var hurtige i den anden ende og var de første på måltavlen. Der skulle dog ikke gå længe, før de orange havde rettet op på fejlen. Dione Housheer blev første orange målscorer og gjorde det til 1-1.
Ungarerne forsøgte med mange indspil til stregen. Det orange forsvar stod dog godt placeret og fik lukket ned for indspillene. Györi Audi ETO fandt dog andre løsninger og fik slået et lille hul ved stillingen 3-1. Odense Håndbold arbejdede sig tilbage, og efter ni minutter reducerede de orange til 6-5. Udligningen faldt ved stillingen 7-7 efter et kvarters spil.
Forsvaret var velfungerende, og Odense Håndbold fandt gode løsninger i angrebet. Det betød, at de orange også bragte sig foran 7-8 og 7-9, inden Györ-bænken tog timeout. Godt hjulpet på vej af forsvaret formåede Althea Reinhardt at holde ungarerne fra scoringer i godt ti minutter. Odense Håndbold holdt dog fast i føringen frem til stillingen 9-11, inden de orange tabte en periode, hvor holdet ellers var i overtal. Ungarerne fik dermed udlignet til 11-11 med fire minutter tilbage af første halvleg.
I det sidste minut af halvlegen fik Odense Håndbold trukket en udvisning, og Mie Højlund insisterede på at gå til pause med en føring. Få sekunder før pausefløjt sendte hun sendte bolden i netmaskerne til 12-13 til Odense Håndbold.
Anden halvleg startede med en ungarsk scoring. De orange holdt dog fast i de gode takter fra første halvleg og fik slået et hul ved stillingen 13-15. Holdene skiftedes til at bytte mål for en periode, inden Györi Audi ETO KC scorede to gange i streg og udlignede til 18-18 efter godt 38 minutters spil.
Mie Højlund var dog endnu engang på pletten og bragte de orange foran 18-19. Efterfølgende blev Odense Håndbold ramt af to udvisninger, men Althea Reinhardt tog fra i målet, og de orange kom dermed ud af undertallet, uden Györi Audi ETO KC formåede at score.
Hjemmeholdet fik dog hul på det orange mål til sidst og udlignede til 19-19. Med et kvarter tilbage bragte Györi Audi ETO KC sig også foran 21-20, men Odense Håndbold fortsatte med at holde fast. Mie Højlund udlignede til 21-21, inden de orange også bragte sig foran 21-22 og efterfølgende 21-23.
Ungarerne fik kæmpet sig tilbage og udlignede til 23-23 med fire minutter igen. En orange fejl gav Györi Audi ETO KC mulighed for at bringe sig foran. Muligheden blev udnyttet, og med to minutter igen stod der 25-24 på måltavlen. Dione Housheer gjorde det til 25-25, inden Althea Reinhardt hev endnu en flot redning op af hatten. Returbolden faldt dog ud til ungarerne, der dermed scorede til 26-25. Med et minut tilbage sendte Mie Højlund bolden i netmaskerne til 26-26, og der skulle altså være spænding til det sidste. Desværre – for Odense Håndbold – trak hjemmeholdet det længste strå. Györi Audi ETO KC holdt hovedet koldt og scorede til 27-26, som altså blev kampens resultat.
Næste opgave for de orange venter torsdag den 27. januar, hvor Aarhus United kommer på besøg i Sydbank Arena. Billetter til denne kamp kan købes her.