Sidste gruppekamp i DELO EHF Champions League var på programmet søndag, hvor Odense Håndbold mødte Kastamonu Belediyesi GSK.
Odense Håndbold startede med bolden og var de første på måltavlen. Tyrkerne startede deres første angreb med en teknisk fejl, og derfor kunne de orange bringe sig foran med to. Odense Håndbold havde godt flow i sin offensive del med fine indspil til stregen og godt tryk på kontrafasen. Freja Cohrt gjorde det til 4-1 efter fem minutter.
Tyrkerne havde svært ved at finde hullerne i det orange forsvar og måtte tage timeout, da der stod 8-3 på måltavlen. Derefter var der et par rodede angreb for begge hold, inden Freja Cohrt gjorde det til 9-3. Odense Håndbold holdt god afstand til gæsterne hele halvlegen igennem. De to hold gik i omklædningsrummet ved stillingen 18-13.
Anden halvleg startede med en fejl fra og udvisning til Kastamonu Belediyesu GSK. Odense Håndbold fik sat et fint overtalsspil op, der resulterede i en scoring. Gæsterne havde fortsat svært ved at finde løsningerne i angrebet, hvilket betød, at de orange kunne bringe sig yderligere foran i den anden ende. Fem minutter inde i halvlegen stod der 22-14 til Odense Håndbold, og timålsføringen faldt godt fire minutter efter, da Mie Højlund gjorde det til 25-15.
Kastamonu Belediyesi GSK havde dog ikke tænkt sig at give op. Odense Håndbold røg ind i en periode med mange fejl, og gæsterne fik derfor halet ind på de orange. Da der stod 26-20 på måltavlen kaldte Ulrik kirkely tropperne sammen. Odense Håndbold var ude af rytmen, og tyrkerne blev ved med at kæmpe. Kastamonu Belediyesi GSK fik reduceret yderligere til 27-23, men det var det tætteste de kom på de orange. Odense Håndbold fik ro på spillet og kørte sikkert en sejr hjem. De orange vandt opgøret med cifrene 37-29.
Desværre for Odense Håndbold tabte Metz Handball til CSKA Moskva med et enkelt mål. Det betyder, at Odense Håndbold ender på en femteplads i gruppe B og møder Brest Bretagne Handball i de kommende play off-kampe.
Næste opgave for de orange venter onsdag, hvor Viborg HK venter i Bambusa Kvindeligaen.