Tirsdag aften blev semifinalerne i Bambusa Kvindeligaen skudt i gang, da Odense Håndbold tog imod Team Esbjerg hjemme i Sydbank Arena. Her gjaldt det første opgør af tre mulige i kampen om at komme videre til finalen.
Der var lige nogle semifinale-nerver, der skulle rystes af hos de orange, som havde svært ved at finde vej til målet i starten af kampen, og der gik over fem minutter, før Lois Abbingh satte det første mål ind på straffekast. Heldigvis var defensiven på plads fra start, og gæsterne var derefter kun kommet foran med en enkelt ved 1-2.
Herefter kom der lidt mere gang i målscoringen, bl.a. ved hjælp af 7-mod-6 spil samtidig med, at det orange forsvar stod stærkt, og holdt gæsterne fra scoringer i mere end seks minutter. Det gjorde, at Lois Abbingh bragte de orange foran 8-5 efter 16 minutter.
Team Esbjerg brugte dog ikke lang tid på at komme helt tæt på Odense Håndbold igen. Få minutter senere var stillingen 8-7, og efter 21 minutter udlignede gæsterne til 10-10. Herefter kom de orange igen foran, efter en scoring af Nycke Groot til 12-10. Denne to-målsføring formåede Odense Håndbold at holde resten af halvlegen, først ved 13-11 og lige inden pausefløjtet sikrede Mie Højlund en føring til de orange på 14-12.
De første fem minutter af anden halvleg udbyggede Odense Håndbold føringen til 18-14 efter bl.a. flere store redninger af Althea Reinhardt i målet. Dette fik vestjyderne halet lige så stille ind på, og da haluret rundede 41 minutter, var stillingen 20-18 til de orange. Og otte minutter senere var de helt tæt på efter en scoring af Nerea Pena til 23-23.
Resten af opgøret var de to hold helt tætte og med tre minutter tilbage, udlignede gæsterne til 26-26. Da der var et enkelt minut tilbage af kampen, fik Ayaka Ikehara bolden i mål til en føring på 27-26. Herefter fulgte en brændt chance i den anden ende, og de orange havde bolden med blot 15 sekunder tilbage. Det fik de ikke udnyttet, og Team Esbjerg fik endnu en chance for at udligne med seks sekunder tilbage. Der måtte video proof til at afgøre det, men de orange endte med en et-målssejr på 27-26, og tager sejren i den første semifinale.
Topscoreren i kampen blev Lois Abbingh med 10 scoringer.
Den anden semifinale bliver spillet på lørdag kl. 16.00, og den kan du se på TV2.