ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Sikker sejr i Champions League til de orange
12. september 2021

Sikker sejr i Champions League til de orange

Der var i perioder klasseforskel, da Odense Håndbold søndag eftermiddag åbnede denne sæsons DELO EHF Champions League-sæson med en 31-25-sejr ude mod tyrkiskske Kastamonu Belediyesi GSK.

Endelig er Champions League-sæsonen skudt i gang, og Odense Håndbold var kommet på en svær udebane i Tyrkiet mod Kastamonu Belediyesi GSK, som har oprustet markant, men de orange viste klassen og vandt i sikker stil. 

Opgøret startede med sprudlende angrebsspil hos begge mandskaber, og hvor Odenses fart og krydsspil gjorde livet svært for hjemmeholdets forsvar.

Odense-defensiven var til gengæld lidt mere udfordret, og det var generelt en målrig indledning på opgøret, hvor det stod 3-3 efter fem minutters spil. Forsvarsspillet blev dog væsentligt forbedret, mens Martina Thorn i målet bød ind med flere gode redninger, hvilket betød flere kontramuligheder, hvor særligt Freja Cohrt var skarp, og hun scorede også til 8-5 efter et lille kvarter.

De orange havde fået en mere end godkendt start med et flydende angrebsspil, hvor bagkæden med Mia Rej, Mie Højlund og Dione Housheer gjorde livet surt for hjemmeholdets forsvar. Det betød også en Odense-føring på 13-8 efter 22 minutters spil, der prompte resulterede i en timeout fra hjemmeholdet, som hang i bremsen i begge ender.

Odense-forsvaret spillede sig op i løbet af første halvleg, og de tvang tyrkerne til at begå mange tekniske fejl, som de orange med lidt mere kynisme kunne have udnyttet til at skabe sig en endnu større føring, end det var tilfældet ved pausen.

De orange var dog foran med 15-11 efter en første halvleg, hvor Odense havde været klart bedst, og hvor Kirkely også gjorde brug af store dele af bænken.

Det tyrkiske hjemmehold fik dog en lidt for god start på anden halvleg, hvor de fik reduceret Odenses forspring til to mål. Der blev taget forhastede beslutninger rent angrebsmæssigt, og Kirkely måtte tage timeout efter 38 minutters spil, da føringen var skrumpet til 18-17.

Tyrkerne havde succes med at dække meget fysisk og hårdt op, men hverken Mie Højlund eller Mia Rej var bange for toget, og de tog ansvaret på deres skuldre, når der var udfordringer i det offensive. 

Timeouten havde hjulpet, og hjemmeholdet havde en periode – ligesom i første halvleg – hvor de lavede mange fejl. Odense-holdet havde generelt steppet op i begge ender efter timeouten, og man havde atter kontrol på kampen, hvor en storspillende Mie Højlund bragte de orange foran med 26-19 efter 50 minutters spil.

Herfra var sejren aldrig i fare, og Odense Håndbold endte med at vinde kampen 31-25, og de orange fik dermed en perfekt start på Champions League-sæsonen.

Mie Højlund blev Odense-topscorer med syv scoringer stærkt forfulgt af Mia Rej, Freja Cohrt og Dione Housheer, der alle stod noteret for seks mål.

Næste kamp er på onsdag, hvor Ringkøbing Håndbold gæster Sydbank Arena, når de orange skal forsøge at bygge videre på den gode sæsonstart.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app