Der bliver kamp om de to point, når København Håndbold kommer forbi den orange hule fredag aften i den 24. runde af Bambusa Kvindeligaen.
I øjeblikket ligger København på 5. pladsen i Bambusa Kvindeligaen, men kæmper for at komme tilbage på 4. pladsen, der lige nu indtages af Herning-Ikast Håndbold. Selvom de kun er tre point fra denne plads, så er der få kampe tilbage og hvert point tæller derfor for københavnerne. Det kunne man også se i deres seneste kamp, hvor de levere en flot fight mod Team Esbjerg. Odense Håndbold skal derfor være forberedte på, at København Håndbold kommer til kamp med blod på tanden.
Sidst de to hold mødtes blev det til en orange sejr på 29-24. Det var en kamp der bølgede meget frem og tilbage, hvor de to hold skiftedes til at føre. Det var først til sidst, at Odense for alvor trak fra, og dermed kunne tage de to point med hjem. Især københavnernes forsvar gjorde det svært for Odense i en stor del af kampen, og de orange bør derfor være skarpe på den offensive del i kampen. Dog skal man have in mente, at København Håndbold siden dengang har sagt farvel til deres store profil Mia Rej, der er blevet en del af den orange trup.
København Håndbold har dog stadig dygtige og stærke profiler på deres hold. På målet har de Johanna Bundsen, der indtil videre i denne sæson står med en samlet redningsprocent på 35,8. På bagspiller positionen har de den hollandske landsholdsspiller Larissa Nusser, der er leveringsdygtig på både assist og mål. Hun er også en spiller, der kan stå forrest i et 5-1 forsvar og genere modstanderens angrebsspil.
Der venter altså en hård opgave for de orange fredag aften. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og vil blive livestreamet på Odense Håndbolds Facebook-side.