Efter en god afslutning på slutspillet i Bambusa Kvindeligaen endte Odense Håndbold med at tage førstepladsen i Pulje 2, efter en flot sejr på 30-25 over Viborg HK på hjemmebane. I den anden slutspilspulje måtte Team Esbjerg se sig slået af Herning-Ikast Håndbold i to opgør, og de endte derfor med at tage andenpladsen i Pulje 1. Så det bliver vestjyderne, som de orange skal kæmpe med over tre kampe om pladsen i finalen.
Tirsdag aften gælder det så første opgør, hvor Odense Håndbold byder indenfor i Sydbank Arena til et spændende opgør. De orange har mødt Team Esbjerg to gange i sæsonen, hvor det begge gange endte med et nederlag. Den seneste kamp var dog en tæt affære, som endte 29-28, hvor især Lois Abbingh havde godt gang i skudarmen, og blev topscorer med syv scoringer.
Hos Team Esbjerg er det højrefløjen Marit Røsberg Jacobsen, der er topscorer i ligaen indtil videre. Hun har smidt bolden i mål 139 gange i sæsonen. Lige efter kommer Mette Tranborg med 119 scoringer. På assist-listen er det dog Soja Frej, der topper med 110 målgivende afleveringer, hvilket giver en samlet fjerdeplads i ligaen.
På målvogterposten bliver det også spændende, da det er de to målvogtere med de bedste redningsprocenter i Bambusa Kvindeligaen. Her ligger Althea Reinhardt nummer ét med 38,2%, hvor Rikke Marie Granlund tager andenpladsen med 38,1%.
Kampen fløjtes i gang kl. 20.00, og kan ses på TV2 Sport.