Odense Håndbold tager tirsdag aften imod Holstebro Håndbold i Bambusa Kvindeligaen, og her skal de orange gerne hive 2 point hjem, for at kunne holde fast i 2. pladsen.
I øjeblikket indtager Holstebro Håndbold en 11. plads med 9 point efter 14 kampe, og med kun 5 point til slutspillet, må man formode, at de også er sultne efter flere point.
Holstebro Håndbold er et hold der flere gange har vist, at man bestemt ikke må undervurdere dem. Senest snuppede vestjyderne 1 point mod Team Esbjerg, og de har tidligere på sæsonen også taget 1 point mod Herning Ikast Håndbold. Sidst Odense Håndbold mødte Holstebro Håndbold, blev de til en 1-mål sejr i de oranges favør efter en tæt 2. halvleg. Man må derfor ikke forvente at det bliver en nem opgave for de orange.
På målet har Holstebro Håndbold en stærk duo i form af den tidligere Odense spiller Ditte Vind og Sara Kececi. De står pt. med redningsprocenter på hhv. 35,9% og 39,8%, hvilket gør at Sara Kececi er den næstbedste målmand i Bambusa Kvindeligaen.
Om tirsdagens kamp siger assistenttræner i Odense Håndbold Karen Brødsgaard: ”Holstebro Håndbold ser ud til at være godt kørende for tiden, hvilket man også så da de fik point mod Esbjerg i sidste uge. De er blevet mere stabile og står godt i forsvaret. Oveni får de også en masse redninger qua Ditte Vind, så de ser stærke ud. Fokus i morgen er, hvordan vi kan få presset deres forsvar. Vi forventer at det bliver en god fight i kampen, og at begge hold vil slås for sejren. Og så håber vi, at vi vil kunne bringe nogle af de finesser ind i spillet, som vi har trænet på, for dermed at være skarpere i vores spil.”
Kampen spilles i Sydbank Arena og fløjtes i gang kl. 18.30. Du kan livestreame kampen på vores Facebook-side fra kl. 18:15