ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Første kamp i det nye år
02. januar 2021

Optakt: Første kamp i det nye år

I morgen tager Odense Håndbold imod Vendsyssel Håndbold i Sydbank Arena, til det første opgør i 2021. Her skal de orange forsøge at tage årets første point og dermed starte det nye år godt ud med to point til kontoen.

Efter det første opgør mod Vendsyssel Håndbold i 2020 blev aflyst, kan vi nu endelig tage imod nordjyderne i Sydbank Arena. I morgen skal Odense Håndbold forsøge at få en god start på det nye år, ved at tage point mod Bambusa Ligaens nummer 14 fra Vendsyssel Håndbold, som har haft en svær sæson indtil videre, og lige nu indtager sidstepladsen i ligaen.

Før jul formåede nordjyderne kun at få et enkelt point på kontoen efter en uafgjort kamp mod Ajax København. Men derudover har de også haft et par tætte opgør i sæsonen, hvor de bl.a. kun tabte 20-18 til Herning-Ikast Håndbold og 22-23 til Randers HK. Men de har da også lidt nogle store nederlag til flere af ligaens tophold som f.eks. Nykøbing Falster Håndbold, Viborg HK og Team Esbjerg.  

Topscoreren for nordjyderne er playmakeren Christina Pedersen, som har smidt bolden i mål 43 gange efterfulgt af stregspilleren Pernille Brandenborg, som har scoret 42 gange i de første 12 opgør. Deres venstre back Mette Bejder ligger desuden på en ottendeplads, når det kommer til assists i Bambusa Kvindeligaen, hvor hun har leveret 42 målgivende afleveringer.

Om søndagens kamp siger assistenttræner i Odense Håndbold, Kristian Danielsen: ”Her efter EM-pausen kommer kampene igen som perler på en snor. I kampen mod Team Esbjerg mellem jul og nytår lærte vi en masse ting, som vi gerne vil arbejde og udvikle på i den kommende tid. Vi har blandt andet et stort fokus på at hæve vores stabilitet og spille med størst mulig kvalitet i gentagende faser.

I forhold til kampen i morgen har vi selvfølgelig respekt for Vendsyssel Håndbold, som kæmper godt, og jo også har brug for point i bundstriden i ligaen. Så vi er meget opmærksomme på, at vi ikke skal give dem for mange chancer og mulighed for at spille på deres præmisser. Kampen skal også bruges til at integrere Mia Rej yderligere, og i relation til at hæve vores stabilitet vil vi rigtig gerne begrænse vores antal af tekniske fejl igennem kampen."

Kampen vises ikke i tv, men den kan ses på live stream på vores Facebook-side, når kampen går i gang kl. 15.00.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app