Tirsdag aften står den endnu en gang på hjemmekamp i Sydbank Arena, hvor de orange denne gang tager imod Skanderborg Håndbold i 20. runde i Bambusa Kvindeligaen.
Lige nu indtager Skanderborg Håndbold 13. pladsen i ligaen med kun tre point ned til sidstepladsen, som rykker direkte ud af Bambusa Kvindeligaen. De grøn-blusede har derfor brug for nogle point til kontoen i kampen om at blive i den bedste danske række.
Østjyderne har haft en svær periode, og kommer netop fra to store nederlag til Viborg HK og Team Esbjerg på hhv. 41-19 og 12-35.
Sidste gang Odense Håndbold tørnede sammen med Skanderborg Håndbold, blev det til en snæver orange sejr på 25-26 efter at have været bagud 16-12 i pausen. Her var det især Sofia Deen, der spillede en god kamp for de grønne, hvor hun blev topscorer i kampen med syv scoringer. Det er også Sofia Deen, der har scoret flest mål for holdet i sæsonen, hvor hun har smidt bolden i mål 81 gange. Fra Odense Håndbold blev Freja Cohrt topscorer med fem mål.
Så der bliver kamp om de to point, som er vigtige for begge hold, hvor Odense Håndbold kan blive på førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen med en sejr.
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 18.30, og du kan se kampen på livestream fra kl. 18.15 på vores Facebook-side.