Opgøret, der var den sidste hjemmekamp i Sydbank Arena i år, startede med en redning fra Martina Thörn, som ovenikøbet greb Andrea Bendtsen ud, og i modsatte ende satte Maren Aardahl kampens første scoring ind.
De orange kom planmæssigt fra start, og Holstebro Håndbold havde store udfordringer med at spille sig igennem hjemmeholdets forsvar. Kelly Vollebregt bragte Odense foran med 3-0 efter fem minutters spil, og så havde gæsternes Pether Krautmeyer set nok, da han allerede efter fem og et halvt minuts spil trykkede på timeout-knappen.
Odenses to hollandske fløje, Bo van Wetering og Kelly Vollebregt, var knivskarpe fra kampens begyndelse, og de gjorde i hvert fald deres til at være i spil til Hollands VM-trup. Mere præcist stod de to fløje med hollandsk pas for fem ud af Odenses første otte scoringer.
Det var også dobbelt op, 9-4, efter et lille kvarter i Sydbank Arena, hvor de orange havde tilspille sig en komfortabel føring, der kunne bygges videre på. Ulrik Kirkely skiftede også flittigt ud, men det var ikke noget, der kunne ses på spillet, da de orange var i kontrol, og særligt forsvaret stod solidt.
Det orange angrebsspil kørte som smurt, og hjemmeholdet lavede mål efter behag, hvor man i perioder også skruede op for tempoet og satte trumf på.
Holstebro Håndbold fik, som halvlegen skred frem, llidt mere tur i den angrebsmæssigt, men de var særdeles udfordret i defensiven, hvor Odense gjorde, hvad der passede dem med mange brud på backs og fløjafslutninger. Trine Knudsen sørgede også for en 16-8-føring samt en to minutters udvisning til Holstebro, da gæsterne ganske enkelt ikke kunne følge Knudsens hurtige fødder.
Odense gik til pause med en føring på 18-10 efter en første halvleg, hvor særligt Kelly Vollebregt og Bo van Wetering voldte Holstebro problemer, da de to hollændere tilsammen stod noteret for ti scoringer på lige så mange forsøg.
Starten på anden halvleg var nærmest en tro kopi af starten på første halvleg, hvor Maren Aardahl satte halvlegens første scoring ind, mens Peter Krautmeyer efter 36 minutters spil tog timeout, da Holstebro endnu ikke havde passeret Martina Thörn. Heller ikke Althea Reinhardt, som blev skiftet ind på et straffekast efter 40 minutters spil, formåede gæsterne at passere, men et minut senere lukkede Thörn halvegens første scoring ind, da Emilie Bertelsen reducerede til 11-24.
Odense tromlede derudaf som en velsmurt maskine, og de oranges angrebs- og kontraspil sad lige i skabet mod et til tider chanceløst Holstebro-hold.
De orange var nådesløse og kyniske, og gæsterne var i enorme angrebsmæssige problemer, mens netop det var en by i Rusland for Odense Håndbold, som lavede mål på samlebånd.
Trine Knudsen øgede føringen til 27-12 halvvejs i anden halvleg, hvor venstrebacken igen beviste, hvor farlig hun er, når hun bliver ramt i fart. Selvom kampen for længst var afgjort, så fejlede koncentrationen ikke noget hos de orange, som også var i front med 30-15 efter 51 minutters håndbold i Sydbank Arena.
I slutminutterne fortsatte de orange med at score mål på samlebånd, og det endte med en velfortjent storsejr på 34-19 i sæsonens sidste kamp i Bambusa Kvindeligaen.
Odense Håndbold har en enkelt kamp tilbage i Champions League-sammenhæng lørdag ude mod Vipers Kristiansand, inden de orange kan gå på julepausen.