ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold er fortsat ubesejrede
27. oktober 2021

Odense Håndbold er fortsat ubesejrede

Det blev en hård første halvleg for Odense Håndbold, da de gæstede Lånlet Arena og Nykøbing F. Håndbold onsdag aften. De forsvarende danske mestre steppede op i anden halvleg, hvor kampen aldrig kom i fare. Odense Håndbold besejrede Nykøbing F. Håndbold med 22-31.

De orange fik en god start på første halvleg, og efter fire minutter bragte Lois Abbingh de orange på 1-3 efter et tilkæmpet straffe af Rikke Iversen, som startede godt på stregen. I den modsatte ende lagde de gule ud med at angribe i Odenses kompakte midterzone, hvilket gav Althea Reinhardt gode betingelser i målet. Da Freja Cohrt sendte bolden i nettet til 1-4, trykkede Jakob Larsen på timeoutknappen for at få styr på de gules spil.

De første 12 minutter var det kun Celine Lundbye, der formåede at smide bolden forbi Althea i målet, indtil Sofie Flader bragte de gule på 4-6. Og hurtigt efter sendte Celine Lundbye sin fjerde scoring i kassen til stillingen 5-6, og Jakob Larsen timeout gav i den grad pote. Herefter var det Ulrik Kirkelys tur til at få styr på aftalerne hos de orange, efter Van Der Vliet udlignede til 6-6.

De orange fik efterfølgende justeret forsvaret, og de orange trak igen lidt fra til stillingen 6-8, men forspringet holdt dog ikke længe, og stillingen var hurtig lige igen.

Resten af første halvleg fulgtes de to hold ad, og Odense Håndbold udnyttede hele bænken, hvilket gav mange nye spilkonstellationer på banen, og desværre resulterede i et par tekniske fejl. Men da de to hold gik til pause, var det kun med et lille forspring til Nykøbing F. Håndbold ved stillingen 14-13.

Anden halvleg startede med en udvisning til Lois Abbingh, men de orange vandt undertalsperioden 0-2 og førte hurtigt med 15-17. Næsten tro kopi af første halvleg tog Jakob Larsen en timeout efter seks minutters spil, da de orange havde slået et lille hul. Denne gang var timeouten ikke lige så succesfuld som i første, og efter 41 minutters spil tog Jakob Larsen sin sidste og tredje timeout ved stillingen 16-21.

Odense Håndbold havde fuld kontrol over de sidste 20 minutter af kampen, hvor de vandt samtlige dueller, og Nykøbing brugte utallige kræfter på at lede efter løsninger. Samtidig spillede de orange skarpt i den anden ende og lukkede kampen allerede med 10 minutter igen. Udover flot angrebsspil havde Althea Reinhardt stor andel i sejren, da hun endnu en gang stod en pragtkamp og endte med en redningsprocent på 41,18.

Odense Håndbold tog sejren med 22-31, og de beholder dermed førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen.

Næste hjemmebanekamp i Sydbank Arena er den 3. november mod Viborg HK, hvis du vil sikre dig en plads til kampen, kan du købe din billet her.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app