Der var ingen slinger i valsen hos Odense Håndbold, som onsdag aften besejrede Ringkøbing Håndbold med 35-18 efter en koncenteret indsats i Sydbank Arena.
Odense Håndbold kom som skudt ud af en kanon fra første fløjt, hvor de orange lavede mål, som var det det nemmeste i verden. Dione Housheer sendte også bolden i nettet til en 8-3-føring til hjemmeholdet allerede efter små otte minutters spil, hvilket fremtvang kampens første timeout hos gæsterne, der var særdeles udfordret i deres forsvar, hvor Mia Rej, Mie Højlund og Dione Housheer gjorde, hvad der passede dem.
De orange fortsatte med at lave mål efter behag, mens netop den del af spillet var en stor udfordring for Ringkøbing, som enten smed bolden væk eller også stod Althea Reinhardt i vejen i målet.
Kontrafasen sad i skabet, og det var også i den del af spillet, at Bo van Wetering på elegant vis bragte hjemmeholdet foran med 12-4 efter et kvarters spil. Ulrik Kirkely var ikke bange for at blande kortene, hvilket gav nye konstellationer, men det ændrede ikke på en fynsk pauseføring på overbevisende 19-8.
Det var en første halvleg, hvor de orange var i kontrol i begge ender, og hvor hjemmeholdet i perioder løb gæsterne ned.
Anden halvleg startede som første halvleg, nemlig med masser af Odense-scoringer, og trods den overbevisende føring, gav hjemmeholdet ikke ved dørene – snarere tværtimod. For selvom gæsterne efter pausen havde en anelse mere tur i den rent angrebsmæssigt, så blev deres fejl straffet kynisk i kontrafasen af de orange, som førte 26-12 efter 39 minutters spil.
Koncentrationsniveauet hos Odense var, selvom kampen reelt set var afgjort, stadig på et højt niveau, og de orange udviste stor kynisme i både forsvaret såvel som i angrebet.
Ringkøbing var meget fikseret på at få bolde ind på stregen, men det blev enten lukket ned, eller også tog Martina Thörn, som var kommet ind i målet, fra. Trine Knudsen sørgede også for, at det fortsat var dobbelt op, 28-14, efter en trefodsfinte, der var lige til skabelonbogen.
I kampens slutfase var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse, og det endte med en overlegen orange sejr på hele 35-18.
Kampens topscorer blev Dione Housheer, der kom på tavlen seks gange på lige så mange afslutninger.