28. september 2021

Helena Elver ramt af ny skade

Helena Elver er under en håndboldtræning desværre kommet til skade med knæet igen, og hun skal opereres hurtigst muligt for at vurdere skadens omfang.

Helena Elver blev korsbåndskadet tilbage i november 2020, da hun var samlet med det danske landshold forud for EM i december. Nu må Odense Håndbold og det danske kvindelandshold desværre undvære den hurtige playmaker i endnu en rum tid.

Direktør i Odense Håndbolds, Lars Peter Hermansen udtaler: ”Vi er utrolig kede af det på Elvers vegne. Hun har igennem det sidste år kæmpet en hård kamp for at komme tilbage på banen, og hun kunne endelig ane et snarligt comeback. Det er derfor ekstra hårdt at skulle se hende gå igennem endnu en skadesperiode. Vi vil som klub gøre alt for, at hun kommer igennem forløbet på bedst mulig vis og vender endnu stærkere tilbage.”

Hvor længe Odense Håndbold og det danske landshold skal undvære Helena Elver, vides endnu ikke.

Del: