Af Mads Haugaard
Der var ingen tvivl om, at det var et fysisk stærkt mandskab, som de orange lørdag stod overfor, men det var ikke noget, der rystede Odense-holdet.
Tværtimod.
For der blev heller ikke sparet på hverken tacklingerne, frikastene eller bolderobringerne i Odense-defensiven, og man fik generelt en rigtig god start på opgøret, der stod 3-3 efter otte minutters spil.
Træner Ulrik Kirkely havde også læst godt op på lektien, og han havde flere værktøjer i værktøjskassen, og en af dem, der lå øverst var ikke hammeren men derimod syv-mod-seks-spillet, der fungerede godt i midten af første halvleg.
De orange spillede sig frem til flere oplagte muligheder, mens man også fik fremtvunget flere straffekast, og et af dem udnyttede Dione Housheer til at bringe Odense foran med 7-6 lidt mere end halvvejs inde i første halvleg.
De to mandskaber fulgtes halvlegen igennem ad, men fordi Odense selv arbejdede benhårdt i defensiven, så havde man et knebent overtag. Der manglede dog en anelse kynisme i enkelte afslutninger, hvilket blev straffet, og Metz' Camila Micijevic sørgede for gæsternes første føring på 10-9 efter 23 minutters håndbold.
Op mod pausen blev tempoet skruet op hos begge mandskaber, der investerede mere intensivt i kontrafasen, og her havde Metz mest kynisme, hvorfor de også gik til pause foran 15-13.
Odense-holdet skulle holde tungen lige i munden fra anden halvlegs start, hvis Metz ikke skulle stikke af, for de franske gæster fortsatte, hvor de slap før pausen med solidt forsvar og hurtigt boldtempo i angrebsspillet.
De orange stod dog imod og kæmpede med næb og klør, og Althea Reinhardt i målet tog godt fra, derfor reducerede Rikke Iversen også til 16-17 otte minutter inde i anden halvleg.
Døren stod også på klem for, at de orange for alvor kunne sparke døren helt ind en mand i overtal halvvejs i anden halvleg ved stillingen 20-17 til Metz.
Overtalsperioden blev en blandet pose bolsjer, hvor man dog fik hentet en enkelt mål på gæsterne.
Odense haltede dog hele tiden to- og tre mål efter Metz, som virkede til at have overhånden. De franske gæster havde mest kynisme, og derfor førte Metz også med 25-20, hvilket var kampens hidtil største føring inden de sidste otte minutter.
Den føring fik de orange aldrig hentet, hvilket også betød, at det endte med et nederlag på 27-21.