Lørdag aften stod den på returopgør mod Vipers Kristiansand i DELO EHF Champions League. Sidste weekend måtte de orange se sig slået 27-32 af de stærke nordmænd, men her en uge senere skulle de forsøge at revanchere dette på udebane i Kristiansand.
Det var Vipers Kristiansand, der kom bedst fra start i kampen, og efter blot to minutter var de foran 3-1. Men få minutter senere udlignede Dione Housheer til 4-4, og kort efter også til 5-5.
Da der var spillet 10 minutter, måtte Ulrik Kirkely tage en time out, efter et par orange fejl i angrebsspillet resulterede i norske scoringer i den anden ende til stillingen 9-6.
Efter 15 minutter fik Odense Håndbold kæmpet sig til et straffekast ved stillingen 12-9. Det var Lois Abbingh, der fik til opgave at skyde det, men endte med at brænde på Katrine Lunde, og fik i samme ombæring et direkte rødt kort, og måtte se resten af kampen fra tilskuerpladserne.
På trods af tabet af Lois Abbingh på banen, spillede Odense Håndbold sig op i begge ender af banen, og da uret rundede 23 minutter, reducerede de til 15-14.
Med to minutter til pause udlignede Mie Højlund med en hammer ude bagfra til 16-16. Men hjemmeholdet fik scoret en enkelt gang mere inden halvleg, og de to hold gik til pause ved stillingen 17-16 til Vipers Kristiansand.
Anden halvleg begyndte med en Vipers-scoring til 18-16, men i den anden ende scorede Rikke Iversen kort efter til 18-17. Den næste periode lå kampen og vippede mellem en et- og to-målsføring til hjemmeholdet.
Efter 40 minutter begyndte Odense Håndbold i 7-mod-6 i angrebsspillet i et forsøg på at lukke hullet op til nordmændende, som var på 22-20. Men efter en scoring af hjemmeholdet til 25-22 efter 46 minutter, gik de orange igen tilbage til det ordinære angrebsspil.
Med 10 minutter tilbage af kampen, kaldte Ulrik Kirkely igen til time out, efter Odense Håndbold var kommet bagud 27-23. Her valgte de orange igen at gøre brug af 7-mod-6 spillet, hvilket resulterede i en straffekastscoring til 27-24 kort efter.
De orange havde det dog svært i begge ender af banen, og derfor trak hjemmeholdet fra i den sidste periode af kampen. Så med fem minutter tilbage af kampen, var Odense Håndbold bagud 29-24.
Der blev pyntet en smule på resultatet i de sidste minutter, og Odense Håndbold endte med et nederlag på 31-27 til Vipers Kristiansand.
Topscoreren i kampen blev Nora Mørk med 7 scoringer. Fra Odense Håndbold var det Mie Højlund og Dione Housheer, der nettede flest gange med 5 scoringer hver.