ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: De forsvarende mestre gæster den orange hule
13. november 2021

DELO EHF Champions League: De forsvarende mestre gæster den orange hule

Odense Håndbold inviterer søndag til tophåndbold, når Vipers Kristiansand, der er forsvarende Champions League-vindere gæster Sydbank Arena. Det er en kamp, der kan gå begge veje, da begge hold har stjernespillere, som kan afgøre kampen. De orange kan med en sejr slå et fornuftigt hul ned til netop Vipers, hvis det vel og mærke bliver til to point.

Det er de forsvarende DELO EHF Champions League-mestre, Vipers Kristiansand, der søndag eftermiddag gæster den orange hule i et uhyre vigtigt opgør. Inden søndagens opgør er Odense Håndbold placeret på tredjepladsen i puljen á point med Metz på andenpladsen, mens de norske gæster er indlogeret på fjerdepladsen – to point efter de orange. 

De forsvarende vindere har med andre ord ikke helt fået den start på denne CL-sæson, som de havde håbet på, men omvendt har de også vinket farvel til flere bærende spillere fra sidste sæson, hvor man opnåede den helt store triumf. Vipers har blandt andet sagt farvel til Henny Reistad, der havde en stor andel i CL-triumfen, mens man også har vinket farvel til Malin Anne og Emilie Arentzen.

Dermed ikke sagt at Ole Gustav Gjekstad råder over et amputeret mandskab, da de for alvor også har spillet med musklerne med henblik på indkøb. Her har nordmændene hentet svenske Isabelle Gulldén i Brest, mens også Nerea Pena og Zsuzsanna Tomori blandt andet også er nye ansigter i Vipers. 

Læg dertil rutinerede stjernespillere som Katrine Lunde, Heidi Løse og Nora Mørk, så har du i den grad et slagkraftigt mandskab. Vipers kan derfor også godt tillade sig at være en smule skuffede over starten på CL-sæsonen, hvor man har tabt til CSKA Moskva, Györi og også Metz Handball. Der er høje forventninger til det norske mandskab, når man råder over en trup med så meget stjernestøv, derfor er der også et vis pres på dem inden søndagens kamp i Odense. 

Her kan de orange nemlig slå et hul ned til netop Vipers, hvis det hele skulle gå op i en højere enhed – og ende med to point til Odense Håndbold. Sidst de orange var i aktion i CL-sammenhæng blev det til en flot- og overbevisende sejr i Rusland over CSKA på 28-21. Sidenhen har Odense Håndbold fortsat sejrsstimen i den hjemlige liga, hvor man nu er oppe på 12 sejre i træk, hvilket i sig selv er imponerende. 

Selvtilliden fejler med andre ord ingenting hos de orange, der også har haft en velfortjent kamppause efter et hårdt program, da sidst man var i aktion var i København onsdag aften, hvor man vandt et tæt opgør med 28-24.

Søndag gælder det så Champions League-håndbold igen, og der er lagt i kakkelovnen til et spændende opgør, der i hvert fald har ingredienserne til at blive en kamp på et rigtig højt niveau. Gode målmænd i begge ender, landsholdsspillere på stribe og en god opbakning fra de orange fans på lægterne, det kan næsten ikke blive bedre. 

Det skulle da lige være to point. 

Kampen mod Vipers Kristiansand er med kampstart klokken 16.00, og du kan stadig nå at være en del af festen ved at købe din billet her. HUSK desuden gyldigt coronapas!

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app