02. december 2021

“Alle spillerne brænder for at repræsentere deres land”

Restitution, træning og en tur til La Santa Sport. Sådan ser det ud for de spillere, der ikke skal til VM i Spanien. For cheftræner Ulrik Kirkely er det en udfordring at sende over halvdelen af truppen til slutrunden – men både han og Odense Håndbold støtter naturligvis 100% op om det.

VM i Spanien er begyndt. Det betyder også, at cheftræner Ulrik Kirkely har måtte vinke farvel til 10 spillere, som er udtaget til VM-trupperne i deres respektive lande. Det ændrer naturligvis meget for holdet, når mere end halvdelen af spillerne er væk. Noget der skal håndteres bedst muligt, så alle står stærkt efter VM, når Bambusa Kvindeligaen efter nytår genoptages.

”Det er klart, at det fylder meget i truppen, når så mange spillere er væk. Men det er vigtigt for mig at fortælle, at vi er en klub, hvor vi støtter 100 % op om landsholdsspillerne, da de naturligvis brænder for at repræsentere deres land. Derfor sørger vi også for at sende dem afsted i den bedste forfatning,” fortæller træner Ulrik Kirkely, der som tidligere landstræner ved, hvor meget slutrunderne betyder for spillerne.

 

Træningslejr på La Santa

Ulrik Kirkely er dog samtidig bevidst om det arbejde, der er tilbage med de resterende spillere, der ikke er afsted:

”Vi er en klub med mange landsholdsspillere, så truppen, der er tilbage, er kun på seks spillere. Her handler det om at holde formen ved lige, men i lige så høj grad om motivationen. Vi udnytter derfor tiden til at skabe nogle gode sociale oplevelser sammen med træningen. Derfor tager den resterende trup blandt andet til La Santa Sport, hvor vi har en fælles træningslejr med Nykøbing Falster,” fortæller Ulrik Kirkely og fortsætter:

”Turen bidrager til at holde et godt, håndboldmæssigt niveau og samtidig at have noget, de resterende spillere har kunnet se frem til. Det bliver helt sikkert en god tur med gode håndbold træningspas kombineret med, at der bliver plads til at udfolde sig i andre sportsgrene, og det sociale kan prioriteres,” fortæller Ulrik Kirkely.

Herudover bliver VM-perioden også brugt til restitution og anden fysisk træning.

 

Hjem til jul

”Pausen er samtidig en god mulighed for at få styr på diverse skavanker og andet, så spillerne er i den bedst mulige fysiske form, når vi starter op efter juleferien i slutningen af december,” lyder det fra Ulrik Kirkely, der er spændt på at se, hvilken forfatning spillerne er i efter VM.

”De er naturligvis slidte, men hvor meget afhænger af, hvor langt de forskellige hold når i slutrunden, og hvor mange kampe den enkelte spiller skal spille. En ting er sikkert, og det er, at de efter slutrunden har behov for at rejse hjem og være sammen med familien julen over.”

Del: