Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Women’s EHF Cup: Rumænsk besøg i den orange hule
18. januar 2020

Women’s EHF Cup: Rumænsk besøg i den orange hule

Endnu en hjemmekamp i Women’s EHF Cup står for døren. Søndag får de orange besøg af CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud.

Søndag går det løs igen. De orange tager efter to sejre i træk imod rumænske CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud i årets tredje Women’s EHF Cup-kamp. De orange har indtil nu gjort rent bord i turneringen med sejre over ungarske ÉRD og polske MKS Lublin S.A. Anderledes ser det ud for CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud, der har spillet uafgjort mod begge førnævnte hold.

Vejen til gruppespillet gik heller ikke uden bump for CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud. Holdet tabte egentlig kvalifikationen til gruppespillet på målscore til fordel for landskvinderne fra CSM Corona Brasov. Corona Brasov blev imidlertid suspenderet fra turneringen, efter det kom frem, at nogle spillere havde modtaget ulovlige laserterapi-behandlinger, hvorfor CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud nu er at finde i gruppe C sammen med Odense Håndbold.

Det er første gang, at CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud er med i Women’s EHF Cup, men det betyder ikke, at de ikke har ambitioner og drømmer stort. CS Gloria 2018 Bistrita-Nasauds træner, Horatio Pasca, har peget på Odense Håndbold som favoritter i gruppen, men tror samtidig på, at CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud kan tage en af de to pladser videre i turneringen.

CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud befinder sig på femtepladsen i den rumænske liga, hvor holdet har vundet fire ud af de seneste fem kampe, og det bliver altså ikke nogen let kamp for Odense Håndbold. Derfor har de orange brug for al den opbakning, som de kan få. For bare 75 kr. kan du komme med til kamp. Du finder din billet til søndagens opgør lige her.

Hvis du ikke har mulighed for at komme i hallen, kan kampen følges live på EHFs hjemmeside under kampens ”Live Ticker”.