Af Nadja Bloch
Lørdag eftermiddag kunne de orange tage imod det polske hold MKS Lublin S.A. i Women’s EFH Cup. Det polske hold havde spillet uafgjort i sin første gruppekamp. Odense Håndbold vandt over ÉRD i første spillerunde, og dermed kunne de to hold spille om at indtage førstepladsen i gruppen, hvor kun de to bedste hold går videre i turneringen.
Odense Håndbold startede kampen som lyn og torden, hvor en velsmurt kontramaskine og en flot defensiv gjorde ondt på polakkerne. Nycke Groot scorede på andenbølgen til 8-2, da der var spillet blot ni minutter. Det fornemme orange spil fortsatte i store dele af halvlegen, hvorfor Odense Håndbold også var foran 13-3 et kvarter inde i kampen.
Herefter begyndte den orange bænk at skifte ud, og dermed forsvandt en smule af farten samtidig med, at forsvaret ikke stod helt ligeså stærkt. MKS Lublin S.A reducerede ligeså stille, og efter 19 minutter var stillingen 14-7 i orange favør.
Mod slutningen af halvlegen begyndte fejl at snige sig ind i det orange angrebsspil, hvilket gav MKS Lublin S.A. et par kontrascoringer, og polakkerne reducerede dermed yderligere inden pausen. De to hold gik i omklædningsrummet ved stillingen 18-13 til Odense Håndbold.
Anden halvleg startede som den første - med fart og et stærkt forsvar. Der skulle gå seks minutter, før gæsterne scorede det første mål efter pausen, og derfor havde Odense Håndbold atter trukket fra og var foran 21-14.
Herefter så de orange sig ikke tilbage. MKS Lublin S.A. formåede kun at score fem mål i anden halvleg, og Odense Håndbold trak løbende fra gæsterne. Hele bænken blev brugt, og kontraløbene var mange. Kampen endte med en sikker sejr til Odense Håndbold på 35-18, som dermed også indtager førstepladsen i gruppen. Topscorerne i kampen blev Nycke Groot og Nadia Offendal med hver fem mål.
Næste hjemmekamp er den 19. januar, hvor Odense Håndbold skal i krig mod CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud. Billetter til kampen koster kun 75 kr. og kan købes lige her.