Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: ”Vi skal være på vagt”
20. februar 2020

Optakt: ”Vi skal være på vagt”

Fredag kommer selvtillidsfulde og formstærke Horsens Håndbold Elite på besøg i Odense Idrætshal. Horsens Håndbold Elite vandt over Team Esbjerg i den seneste spillerunde, og Karen Brødsgaard forventer da også stor fight i fredagens kamp.

Oprykkerne fra Horsens Håndbold Elite gæster fredag Odense Idrætshal. I 20. spillerunde vandt Horsens Håndbold Elite 26-24 over ligaens tophold Team Esbjerg. Horsens-holdet ligger med otte point på en 12. plads og fik med sejren over Team Esbjerg skabt et lille hul ned til sidstepladsen, hvor EH Aalborg ligger med fem point.

Horsens Håndbold Elite er inde i en god stime for tiden, hvor holdet har vundet tre af sine seneste fem kampe. Odense Håndbold er dog også godt spillende og har hentet fem sejre i de seneste fem kampe. Senest blev det til en sejr på 30-19 over Skanderborg Håndbold på udebane.

Sidst Odense Håndbold og Horsens Håndbold Elite krydsede klinger, tog Odense Håndbold hjem med en overbevisende sejr på 37-22. De orange kan dog forvente hård modstand mod et Horsens-hold, der kommer med selvtillid og troen på, at de kan tage endnu en sejr over et af topholdene. Holdet råder også over Melissa Petrén, der ligger nummer to på HTH Ligaens topscorerliste med 124 scoringer i denne sæson.   

Om Horsens Håndbold Elite fortæller Karen Brødsgaard: ”Horsens er et meget disciplineret hold. Det så vi sidst, da de vandt over Team Esbjerg. Man må virkelig sige, at det er et hold, der har vind i sejlene for tiden, og som har fundet ud af, hvad der skal til. Horsens er et hold, der slås og fighter ekstremt hårdt, så vi skal være på vagt for at kunne tage sejren og de to point,”

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30. Der er stadig ledige billetter til fredagsfesten i den orange hule.  Har du ikke fået købt din billet til endnu, kan du gøre det lige her.

Kommer du ikke i hallen, kan du følge kampen live på Tophaandbold.dk. Kampen vises ikke i tv.