Når Ajax København onsdag gæster Odense Idrætshal, er det syvende kamp på 22 dage for Odense Håndbold. De orange har vundet fem ud af seks kampe i januar, herunder tre kampe i Women’s EHF Cup. Odense Håndbold går derfor ind til kampen med en god portion selvtillid - også efter senest at have sendt rumænske CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud hjem med et nederlag på 25-19.
Anderledes ser det ud for onsdagens modstander og HTH Ligaens tiendeplads, Ajax København. Holdet fra hovedstaden har haft svingende præstationer gennem sæsonen, men vandt dog sit seneste opgør med cifrene 28-23 over Skanderborg Håndbold. Ajax København spillede også uafgjort mod pokalmestrene fra Herning-Ikast Håndbold først i januar. Københavnerne kan altså overraske, og det bliver ikke nogen let opgave, der venter de orange onsdag aften.
Sidst de to hold mødtes kunne Odense Håndbold tage en sejr på 33-21 med hjem fra København. Forhåbentlig kan dette resultat gentage sig onsdag, når de to hold igen brager sammen. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30, og der er stadig ledige billetter i hallen. Du kan få fingrene i din lige her.
Har du ikke mulighed for at komme i hallen, kan kampen følges live på Tophaandbold.dk.