Odense Håndbold møder mandag HTH Ligaens niendeplads. De orange får nemlig besøg af Nykøbing F. Håndboldklub, der med sin placering i ligaen ligger lige uden for slutspillet. Man må derfor forvente et Nykøbing-hold, der kommer med alt, hvad de har, og som ikke overgiver sig uden kamp.
Indbyrdes har Odense Håndbold og Nykøbing F. Håndboldklub haft nogle spændende og tætte kampe. De orange har dog vundet tre ud af de seneste fem indbyrdes opgør, og i efteråret blev det til en sejr på 30-22, da Odense Håndbold besejrede Nykøbing F. Håndboldklub på Falster.
Netop i det møde gjorde især Kristina ”Mulle” Kristiansen ondt på det orange forsvar. Hun nettede hele 10 gange og blev kampens topscorer. På holdkortet har Nykøbing F. Håndboldklub også den kommende Odense-spiller Ayaka Ikehara, der skifter den gule trøje ud med en orange fra næste sæson. Derudover råder Nykøbing F. Håndboldklub også over den hollandske verdensmester Dione Housheer, der med 113 scoringer ligger nummer 3 på HTH Ligaens topscorerliste for denne sæson.
Om kampen fortæller træner Karen Brødsgaard: ”Nykøbing er et godt hold, som vi kender godt fra tidligere møder. De spiller meget tempofyldt, og især deres første og anden fase er god. Derfor er vores returløb rigtig vigtige. Nykøbing har fået mange spillere tilbage efter skader, så vi skal virkelig være klar.”
Kampen fløjtes i gang kl. 20.00 og vises på TV 2 Sport.
Der bliver knald på, når de to hold løber på banen, så hvis du hellere vil opleve den fede håndboldstemning live, så er der stadig ledige pladser i hallen. Du finder billetter lige her.