Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: De orange på besøg i Fælledhallen
11. februar 2020

Optakt: De orange på besøg i Fælledhallen

De orange er vendt hjem fra Polen og skal nu en tur til Jylland og møde HTH Ligaens nummer 13, Skanderborg Håndbold.

Efter en storsejr på 33-20 over MKS Lublin S.A. i weekendens Women’s EHF Cup-kamp, skal Odense Håndbold allerede i krig igen i morgen. Denne gang spiller vi ude mod Skanderborg Håndbold, som lige nu ligger nummer 13 i HTH Ligaen med seks point.

Holdet slog i sin seneste kamp Horsens Håndbold Elite, hvor især Sofia Deen gjorde en god figur. Netop Sofia Deen er også en, som de orange skal holde godt øje med. Hun befinder sig nemlig p.t. på femtepladsen på HTH Ligaens topscorerliste med 93 scoringer i sæsonen.

Odense Håndbold har trukket sig sejrrigt ud af de seneste fem møder med Skanderborg Håndbold, hvor det i efterårets kamp blev til en sejr på 31-26 hjemme i den orange hule.

Skanderborg Håndbold bliver samtidig et gensyn for Odense Håndbolds assistenttræner, Kristian Danielsen, der var cheftræner for Skanderborg Håndbold i sidste sæson, hvor holdet sluttede på en 11. plads i HTH Ligaen.

Om kampen siger netop Kristian Danielsen: ”Jeg har mange gode oplevelser fra Fælledhallen og håber, der kommer endnu en i morgen. Vi har været igennem et tætpakket kampprogram i de seneste seks uger, og det sætter naturligt sine spor både mentalt og fysisk. Jeg synes, alle har bidraget med noget ekstra og steppet op individuelt på det seneste. Pigerne har været omstillingsparate og gode til at løse de nye opgaver, vi har sat dem i. Vi har en naturlig respekt for Skanderborg, og vi ved, at vi skal over og levere en god præstation. Vi kan bringe alle kræfter i spil, da der efterfølgende er udsigt til et velfortjent pusterum.”

De orange skal kæmpe for at holde sig til i toppen af ligaen. Inden onsdagens opgør befinder Odense Håndbold sig på fjerdepladsen med 28 point - blot ét point fra andenpladsen. Omvendt ser det ud for Skanderborg Håndbold, der blot ligger et enkelt point over nedrykningsstregen.

Trofaste fans rejser heldigvis med Odense Håndbold til Skanderborg. Fanbussen kører fra Odense Idrætshal kl. 17.15, og der er stadig ledige pladser. Læs mere om turen her

Kampen fløjtes i gang kl. 19.30. Opgøret vises ikke i tv, men du kan følge kampen live på Tophaandbold.dk.