Odense Håndbold skal på endnu en udebanetur, når holdet i morgen møder TTH Holstebro i Gråkjær Arena Holstebro. Hjemmeholdet har fået en hård start på 2020, hvor det blot er blevet til tre sejre, og dermed befinder TTH Holstebro sig med 12 point på HTH Ligaens 11. plads.
Sidst Odense Håndbold og TTH Holstebro tørnede sammen, vandt de orange med hele 37-22. Sejren kom i hus med en velspillende Stine Jørgensen, der med fem assists, seks scoringer og en scoringsprocent på 100% gjorde sit til at sætte gang i festen. Althea Reinhardt stod i det første opgør også med en redningsprocent på hele 66,6%.
Odense Håndbold har det statistisk set godt med at møde TTH Holstebro. De orange har trukket sig sejrsrigt ud af de seneste tre opgør og har i de seneste tre kampe scoret 29 mål i gennemsnit mod onsdagens modstander.
Hos TTH Holstebro skal de orange især holde øje med Trine Knudsen, der er holdets topscorer med 72 mål for sæsonen. Trine Knudsen har derudover også bidraget med 48 assists. I målet har TTH Holstebro en gammel kending - nemlig Ditte Vind, der tidligere har spillet i den orange trøje. Ditte Vind har i sæsonen stået med en redningsprocent på 30,7%.
De orange skal kæmpe for sejren for at holde sig til i toppen af ligaen, og de kan forvente hård modstand fra hjemmeholdet, der også kæmper for pointene.
Fanbussen kører heldigvis med Odense Håndbold til Holstebro, så der er god opbakning på lægterne. Der er afgang kl. 15.00 fra Odense Idrætshal, og der er stadig ledige pladser. Læs mere om turen her.
Kampen fløjtes i gang kl. 18.00. Opgøret vises ikke i tv, men du kan følge kampen live på Tophaandbold.dk.