Odense Håndbold har indgået en treårig kontrakt med Dione Housheer. Den hollandske højre back skifter fra Nykøbing F. Håndboldklub til Odense Håndbold til næste sæson.
Cheftræner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely, fortæller: ”Dione er en rigtig spændende spiller, som jeg har fulgt i flere år. Jeg synes, hun har udviklet sig enormt i sine første år i dansk håndbold, og jeg er sikker på, at hun kan give os noget på både den korte og den lange bane her i Odense. Dione har rigtig meget i værktøjskassen. Hun har et stort blik for spillet, stærk på brud, god på vurderingsspillet, og så er hun en skarp skytte. Det glæder vi os til at få gavn af i Odense.”
Dione Housheer fortæller selv: ”Jeg synes, Odense er en stor klub med rigtig store ambitioner. Jeg tror, jeg kan udvikle og udfordre mig selv som håndboldspiller, og derfor faldt valget på Odense.”
Dione Housheer fortsætter: ”Mine ambitioner er at spille og vinde en masse gode kampe. Jeg vil som sagt forbedre og udvikle mig mere og mere, så jeg bliver den bedste udgave af mig selv. At spille med så mange gode og dygtige spillere, som Odense har, vil helt sikkert hjælpe mig med at opnå det mål. Jeg glæder mig virkelig til dette nye eventyr, til nye oplevelser og til at blive en del af Odense-holdet.”
Dione Housheer er 21 år og kommer oprindeligt fra Ulft i Holland. Hun spillede for VOC Amsterdam, inden hun skiftede til Nykøbing F. Håndboldklub i 2018. Dione Housheer vandt VM-guld sammen med det hollandske landshold i 2019.