I Odense Håndbold er vi stolte af at kunne præsentere vores samarbejde med FANT – Football for New Tomorrow. FANT er en humanitær organisation, der arbejder for, at alle mennesker i verden uanset køn, alder, handicap eller oprindelse skal have adgang til organiserede idrætsaktiviteter og -fællesskaber, samt at disse fællesskaber skaber både personlige og samfundsmæssige forandringer.
Gennem projektet HAND – Handball for A New Destiny har FANT de seneste år haft ekstra fokus på pigehåndbold i alderen 12-25 år i Sierra Leone, hvor håndbold bliver brugt som et redskab til at danne personlige forandringer, gode relationer og sunde fællesskaber. HAND drømmer om at udbrede håndboldsporten og danne en foreningstankegang, som vi kender den fra Danmark, og dermed være med til at ændre liv i verdens fattigste lande.
I spidsen for HAND står den tidligere landsholdsspiller Josephine Touray, som deler stor begejstring for samarbejdet og udtaler:
”I Danmark tænker vi sjældent eller aldrig over om vi har ret til at dyrke sport. Der er foreninger overalt og drenge og piger har alle ret til at melde sig ind i disse foreninger. Sådan er virkeligheden ikke i et af verdens fattigste lande, Sierra Leone. I FANT kæmper vi hver dag for bedre muligheder for at dyrke organiseret idræt. Med håndboldprojektet, HAND, sætter vi fokus på pigers ret til at dyrke sport.
Jeg er stolt og glad over at en topklub som Odense Håndbold kan se værdien i et samarbejde, og jeg glæder mig til at involvere spillere, fans, frivillige og sponsorer i et projekt, hvor jeg håber alle får følelsen af at være med til at gøre en forskel.”
Også hos administrerende direktør i Odense Håndbold, Lars Peter Hermansen, er glæden stor: ”I Odense Håndbold er vi stolte af at kunne bidrage til at gøre en forskel og være med til at løfte det sociale ansvar. Samarbejdet med FANT giver os mulighed for at sætte fokus på pigers ret til at dyrke sport og ændre unge pigers liv i et af verdens fattigste lande.
Vi vil være mere end ”bare” en håndboldklub, og dette projekt giver os muligheden for at gå forrest i kampen om at forandre fremtiden for unge pigers liv i fattige lande.”
I Odense Håndbold ser vi frem til et godt og berigende samarbejde.