Efter de orange mandag aften tog en sejr mod Nykøbing F. Håndboldklub, skulle de tirsdag til Amager for at spille pokalkamp. To kampe på under 24 timer i et allerede tætpakket program gjorde, at Odense Håndbold skulle restituere hurtigt.
I en stemningsfyldt Sundbyøsterhal ventede en på papiret overkommelig modstander - nemlig 3. divisionsholdet Amager SK. Amager SK viste i første halvleg gode takter og fulgte godt med de orange, som dog hele tiden havde kampen under kontrol.
I anden halvleg viste Odense Håndbold klasseforskellen og trak fra hjemmebaneholdet til slutresultatet 23-37. Dermed er Odense Håndbold endnu en gang at finde i bowlen, når der trækkes lod til næste runde af Santander Cup.
Allerede på lørdag skal Odense Håndbold i kamp igen. Denne gang drager holdet til Rusland, hvor de møder Handball Club Lada i Women’s EHF Cup-kvartfinalen. Der er kampstart kl. 14.00, og du kan se kampen live på www.ehftv.com.
Næste hjemmekamp for Odense Håndbold er den 8. marts, hvor returopgøret og kvartfinalen i Women’s EHF Cup bliver afgjort i Odense Idrætshal. Billetter til denne spændende europæiske kamp kan du finde her.