Nycke Groot har besluttet at indstille karrieren efter to år i den orange trøje.
Den 32-årige, hollandske bagspiller skiftede til Odense Håndbold i sæsonen 2019/2020 fra det ungarske storhold Györ, som hun i sæsonen 2016/2017, 2017/2018 og 2018/2019 vandt Champions League sammen med.
Inden tiden i Györ optrådte hollænderen i den danske liga. Nycke Groot har spillet for både FCM Håndbold og TTH Holstebro og har været kåret som årets spiller i 2013/2014 og 2014/2015. Bagspilleren har også været kåret som årets pokalfighter tre gange i sæsonerne 2009/2010, 2011/2012 og 2013/2014.
Nycke Groot var gennem en årrække desuden en fast del af det hollandske landshold og har flere VM- og EM-medaljer på CV’et. Den seneste erhvervede hun sig tilbage i december 2018, hvor hun ved EM-slutrunden i Frankrig vandt bronze med det hollandske landshold.
Nycke Groot fortæller: ”Efter mange år på topplan med håndbold er jeg både fysisk og mentalt slidt. Når man skal spille på højeste niveau, kræver det, at man har det fornødne overskud på alle parametre, og jeg kan mærke, at batterierne er ved at være tømte, så tiden er inde til at stoppe, mens legen er god. Jeg glæder mig til at gøre sæsonen færdig i Odense og vil gøre alt for at slutte af med en titel.”
Cheftræner i Odense Håndbold Ulrik Kirkely fortæller: ”Vi respekterer og bakker selvfølgelig op om den beslutning, som Nycke har truffet. Nycke er en fantastisk dygtig håndboldspiller, som har en enorm flot karriere bag sig. Hun har betydet og betyder stadig utrolig meget for Odense Håndbold – både på og uden for banen.”