Odense Håndbold og Freja Cohrt har valgt at forlænge samarbejdet. Kontrakten bliver forlænget med yderligere to år, og dermed vil den 26-årige venstre fløj være at finde på holdkortet frem til 2023.
Hos cheftræner i Odense Håndbold, Ulrik Kirkely, er der stor glæde at spore i forbindelse med kontraktforlængelsen: ”Forlængelsen af Freja er vigtig på flere parametre. Dels er Freja utrolig ærgerrig, arbejdsom og professionel. Derudover er hun også en rigtig Odense-pige, der hver dag er med til at forme den klubkultur, vi rigtig gerne vil stå for. Vigtigst er, at Freja er en rigtig dygtig venstre fløj, som ligger på det absolutte topniveau i den danske liga, og så var hun jo også med det danske landshold ved VM 2019 i Japan.”
Også hos Freja Cohrt er glæden stor: ”Jeg havde selv et stort ønske om at forlænge med Odense Håndbold, fordi jeg stortrives både i og omkring klubben. Da jeg kom til Odense for snart fire år siden, var det blandt andet grundet klubbens store ambitioner og professionelle setup, og disse ambitioner vil jeg selvfølgelig gerne være med til at indfri. Det er samtidig i Odense Håndbold, jeg ser de bedste muligheder for at fortsætte min udvikling.”
Freja Cohrt skiftede fra Silkeborg-Voel KFUM til Odense Håndbold i 2017. Hun har spillet 27 landskampe og scoret 52 mål i den rød/hvide trøje.