ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Endnu en sikker sejr over Aarhus United
31. oktober 2020

Endnu en sikker sejr over Aarhus United

Odense Håndbold fik endnu en sejr over Aarhus United fredag aften, da de to hold tørnede sammen i Sydbank Arena. De orange viste flot spil i begge ender af banen og vandt overbevisende.

Odense Håndbold mødte fredag aften Aarhus United for anden gang på tre dage. Denne gang var det på hjemmebane i Sydbank Arena, hvor de orange skulle forsøge at gentage succesen fra onsdagens sejr på 17-31 over midtjyderne.

Det var som om, at Aarhus United kom ud til opgøret opsatte på at vise, at onsdagens store nederlag var en fejl. For efter tre minutters spil bragte June Bøttger gæsterne foran 0-3 efter en kontrascoring. Kort efter scorede Mie Højlund Odense Håndbolds første mål til 1-3, og så var det som om, at de orange havde fået indstillet sig på gæsterne.

Da der var spillet seks minutter af kampen, reducerede Rikke Iversen til 4-4 med en kontrascoring. Herefter fik det orange forsvar godt fat, og det var med til, at Aarhus United røg ind i en scoringspause på seks minutter. I mellemtiden havde Odense Håndbold opbygget en føring på 13-7 efter 20 minutter.

Resten af halvlegen fortsatte det flotte orange spil, hvor også tålmodigt og præcist angrebsspil gav mange flotte mål. Derfor gik Odense Håndbold til pause med en føring på 19-10.

Fire minutter inde i anden halvleg fik Odense Håndbold den første 10-målsføring, da Jessica Quintino scorede til 21-11. Denne føring holdt de orange gennem det meste af anden halvleg ved cifrene 23-13, 25-15 og 28-18.

Herefter fandt Aarhus United lidt ekstra energi frem og fik pyntet på tallene på måltavlen. Stillingen var 30-23 efter 54 minutters spil, og med to minutter tilbage scorede Aarhus United til 32-26. De sluttede også kampen af med en scoring i de sidste sekunder, og dermed endte Odense Håndbold med en sejr på 33-27.

Topscorertitlen blev delt mellem flere spillere, som hver scorede seks gange. Fra Odense Håndbold var det Lois Abbingh, Jessica Quintino og Sara Hald. Fra Aarhus United scorede Annika Meyer og Line Ellertsen også begge seks gange.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app