ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: Nederlag til CSKA Moskva
08. november 2020

DELO EHF Champions League: Nederlag til CSKA Moskva

Søndag stod den på europæisk håndbold, da Odense Håndbold på udebane mødte CSKA Moskva. De orange fulgte godt med russerne i de første minutter, men CSKA Moskva fik skabt et hul i første halvleg, som Odense Håndbold ikke formåede at lukke inden slutfløjt.

Det var topkamp i DELO EHF Champions League, da Odense Håndbold søndag mødte CSKA Moskva, som inden opgøret lå på førstepladsen i gruppe B.

CSKA Moskva var det første hold til at komme på måltavlen. De orange udlignede dog hurtigt efter en scoring på straffe af Nycke Groot. Russerne spillede sig i de efterfølgende minutter til flotte angrebsåbninger, og Odense Håndbold havde svært ved at holde tæt i forsvaret. De orange fulgte dog godt med i angrebet, og efter fem minutters spil var stillingen 3-3.

Et par fejl i de orange angreb gjorde, at russerne fik slået et lille hul ved stillingen 7-4. CSKA Moskva øgede også føringen til 8-4, inden Lois Abbingh reducerede til 8-5, men da russerne kort efter bragte sig på 9-5, kaldte Ulrik Kirkely tropperne sammen til en snak.  

Odense Håndbold fik efterfølgende lidt bedre fat i forsvaret og fik brudt rytmen i det russiske angreb. Mie Højlund kæmpede sig til straffe, som Lois Abbingh tog sig sikkert af, og de orange reducerede dermed til 9-7.

Efter en periode med fejl fra begge hold, trak CSKA Moskva igen en anelse fra de orange. Russerne bragte sig på 13-9 med godt fire minutter tilbage af første halvleg. Althea Reinhardt bød dog ind med store redninger, som forhindrede russerne i at trække yderligere fra. Ayaka Ikehara gjorde det til 13-10, inden Odense Håndbold blev ramt af en udvisning. CSKA Moskva scorede derefter til 14-10, men med et hurtigt og effektivt angreb bragte Anne Cecilie La Cour de orange på 14-11, inden holdene gik i omklædningsrummet.

Bolden var på russiske hænder, da anden halvleg startede. CSKA Moskva lagde dog ud med en fejl. Det samme gjorde de orange i den anden ende, hvorefter russerne sendte bolden i tomt mål til 15-11.

Både CSKA Moksva og Odense Håndbold fik sat gode angrebsåbninger op, men de orange fik ikke gjort noget ved den russiske tremålsføring, som var intakt fem minutter inde i halvlegen. Holdene skiftedes til at bytte mål, og seks minutter senere stod der 20-17 på måltavlen.

Althea Reinhardt stod fortsat godt i det orange mål, men tekniske fejl forhindrede de orange i at komme tæt på hjemmeholdet. Med et kvarter igen stod der 22-18 til CSKA Moskva.

Russerne fik øget føringen til 26-19, men manglede timing i angrebet i de sidste minutter. Odense Håndbold fik reduceret til 26-22, men efter et skud på stolpen af Nycke Groot med små tre minutter tilbage, så det svært ud for de orange. Kampens sidste mål tilfaldt Odense Håndbold og blev sat ind på straffe til slutcifrene 27-23, og dermed tog CSKA Moskva sejren i Rusland.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app