ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
DELO EHF Champions League: Første hjemmebanenederlag
25. oktober 2020

DELO EHF Champions League: Første hjemmebanenederlag

Det blev til et nederlag søndag eftermiddag, da Odense Håndbold tabte med 24-31 til franske Brest Bretagne Handball i DELO EHF Champions League. De to hold ligger dermed helt lige i gruppe B med otte point hver.

Søndag eftermiddag var der igen international kamp på programmet for Odense Håndbold i Sydbank Arena. Denne gang var de oppe imod franske Brest Bretagne Handball i sjette runde i DELO EHF Champions League, som inden opgøret lå på en fjerdeplads med seks point, mens Odense Håndbold indtog andenpladsen med otte point.

Kampen startede hårdt for Odense Håndbold, som havde svært ved at finde vej til målet. Derfor havde de efter otte minutters spil kun fået bolden i mål en enkelt gang, hvor gæsteholdet havde fået oparbejdet en føring på 1-5. To minutter senere kunne Ayaka Ikehara reducere til 3-6.

De orange havde dog fortsat stadig svært ved at komme igennem det franske forsvar, og samtidig var Ana Gros godt skydende i den anden ende. Derfor var Odense Håndbold stort bagud efter haluret havde rundet 19 minutter, hvor Brest Bretagne Handball scorede til 4-12.

Herefter fik de orange bedre fat i forsvaret, hvor de lukkede ned for blandt andet Ana Gros og Djurdjina Jaukovic, og i den anden ende fik Angelica Wallén sat angrebsspillet godt op. Dette gjorde, at Ulrik Kirkelys tropper halede ligeså stille ind på de franske kvinder. Efter 24 minutters spil reducerede Helena Elver til 8-13, og få minutter senere var det Nycke Groot, der reducerede – denne gang til 12-16, hvilket også blev pausestillingen.  

De indhentede mål i første halvleg blev hurtigt annulleret igen, da Brest Bretagne Handball startede med to scoringer i anden halvleg. Herefter kom de orange aldrig helt tæt på gæsterne igen. Selvom de orange forsøgte med 7-mod-6-spil, havde de svært ved at få bolden ind bag Sandra Toft i det franske mål.

Derfor kunne Ana Gros udbygge føringen til 17-25 efter 44 minutters spil, og senere scorede hun også til 20-29 med syv minutter tilbage af kampen. De orange brugte den sidste del af kampen på at få brugt hele bænken. De fik pyntet lidt på resultatet inden slutfløjtet, og kampen dermed med et nederlag på 24-31

Topscorer i kampen blev Ana Gros med 14 scoringer. For Odense Håndbold blev topscorertitlen delt mellem Freja Cohrt, Nycke Groot og Ayaka Ikehara, som hver scorede fire gange.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app