ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
De orange sikrede to point i sidste sekund
15. oktober 2020

De orange sikrede to point i sidste sekund

Der var spænding til det sidste, da Odense Håndbold tog imod gæsterne fra Herning-Ikast Håndbold onsdag aften. Efter kampen havde bølget frem og tilbage, scorede Mie Højlund i det sidste sekund og sikrede en orange sejr på 19-18.

Onsdag aften blev Sydbank Arena skiftet ud med Otterup Idrætscenter, da Odense Håndbold tog imod gæsterne fra Herning-Ikast Håndbold. Inden aftenens opgør var der kun to point, der skilte de to hold i en tæt top i Bambusa Kvindeligaen. Odense Håndbold lå på tredjepladsen med 12 point, og Herning-Ikast lå på fjerdepladsen med 10 point, så det var to vigtige point, der skulle spilles om.

Måske var det netop vigtigheden af kampen, der kunne mærkes i de første minutter hos begge hold. Der gik nemlig tre minutter, før Helene Fauske scorede det første mål og dermed bragte gæsterne foran 0-1. Der gik fire minutter, før Odense Håndbold fik den første bold i mål til 1-1 efter en scoring af Freja Cohrt.

Herefter havde de orange svært ved at få bolden ind bag Herning-Ikast-målvogteren Jessica Ryde, og der gik syv minutter mere, før Odense Håndbold fik sit andet mål i kampen. Dermed var stillingen 2-4 til gæsterne.

Herning-Ikast Håndbold havde i første del af halvlegen dog en scoringspause på otte minutter, hvor Althea Reinhardt bød ind med mange gode redninger, og de orange halede ind på gæsterne. Scoringspausen sluttede med en scoring af Vilde Johansen til 4-5, og dermed var midtjyderne igen i front.

Der gik 23 minutter, før de orange kom i front efter en scoring af Malene Aambakk til 6-5, efterfulgt af en hurtig scoring i den anden ende til 6-6. Dette blev efterfulgt af tre orange scoringer i streg, men gæsterne nåede at score to gange inden pausefløjtet lød, og dermed gik Odense Håndbold til pause foran med en enkelt ved stillingen 9-8.

Herning-Ikast Håndbold skulle kun bruge 30 sekunder på at udligne pausestillingen, og dermed var kampen igen helt lige ved anden halvlegs start. I de næste minutter fulgtes de to hold tæt ad, men derefter fulgte en lang scoringspause fra begge hold, før der igen blev registreret et mål på måltavlen. Nycke Groot scorede på straffekast til 13-11, og et minut senere var stillingen også 14-11 til Odense Håndbold.

Der gik dog kun fem minutter, før gæsterne igen havde indhentet de orange. Kampen var igen helt lige ved stillingen 14-14 med 10 minutter tilbage. Odense Håndbold røg derefter ind en dårlig periode, som Herning-Ikast Håndbold udnyttede, og med fire minutter til slutfløjtet stod der 15-18 til gæsterne.

De orange tabte dog ikke modet, og efter en timeout fra Ulrik Kirkely kom der fornyet energi til holdet, som stille og roligt fik indhentet den midtjyske føring. Med 30 sekunder tilbage af kampen var de to hold igen lige ved 18-18.

Herning-Ikast Håndbold var i besiddelse af bolden, men gæsterne lavede en fejl i angrebet, tabte bolden, og med 10 sekunder tilbage blev bolden kastet op ad banen, hvor Mie Højlund kæmpede sig igennem forsvaret. Mie Højlund scorede i absolut sidste sekund og sikrede en sejr på 19-18 til Odense Håndbold.  

Topscorer i kampen blev Helene Fauske fra Herning-Ikast Håndbold med seks scoringer. Fra Odense Håndbold var det Nycke Groot, der smed bolden i mål flest gange med fem scoringer. Althea Reinhardt stod desuden med en redningsprocent på 56%.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app